Næppe har Skat taget fat på oprydningen efter det kuldsejlede digitale inddrivelsessystem EFI, før en ny og endnu større digital udfordring venter forude.
Om bare syv måneder skal Danmark være klar med første fase af et nyt, digitalt toldsystem, der skal harmonisere toldbehandlingen mellem EU's medlemslande. En gigantisk digital omlægning, der ifølge planen strækker sig helt frem til 2021.
Det skriver Politiken.
I Danmark er det Skat, der står for udviklingen af det nye it-system, men der er fortsat så stor usikkerhed om systemets detaljer og overgangsordninger, at projektet ikke for alvor er kommet i gang endnu.
Det bekymrer transportbranchen, der nu vil have sagen forelagt skatteminister Karsten Lauritzen (V).
"Det virker på os, som om Skat er kommet frem til den erkendelse, at de it-systemer, de har i forvejen, er så gamle og skrøbelige, at de ikke kan leve op til de nye digitale toldbestemmelser i EU. Dermed skal hele systemet opfindes på ny, og det bekymrer branchen, både fordi der er så kort en planlægningsperiode, fordi detaljerne stadig ikke er på plads, og fordi det er Skat, der har ansvaret for at få det hele til at fungere. Sporene skræmmer fra de mange offentlige it-skandaler, vi har set i årenes løb, senest Skats egne alvorlige problemer med det digitale inddrivelsessystem EFI", siger Henrik Beck, politik- og kommunikationschef i brancheforeningen Danske Speditører.
"Vi mener, at denne sag er så stor, at skatteministeren bør orienteres", siger han. Også Skats medarbejdere er bekymrede over udsigten til en ny stor it-opgave lige midt i EFI-skandalens finale:
"Det er klart, vi er bekymrede. Vi befinder os i en situation, hvor hele det digitale inddrivelsessystem er kollapset. Dermed har vi fået endnu et eksempel på, hvor galt det kan gå, når det offentlige skal håndtere store it-løsninger. Og nu står vi så over for et endnu større system, når Skat skal udvikle den danske platform for en ny, fælles europæisk toldkontrol, hvor man kan registrere varetransporter og udveksle informationer. Jo, vi er bekymrede og krydser fingre for, at det kommer til at køre på skinner", siger Jørn Rise, formand for Dansk Told og Skatteforbund, der organiserer hovedparten af de ansatte i Skat.