Ny regering vil sætte stop for asyl ved grænsen
Fremover skal flygtninge søge asyl, mens de befinder sig i et tredjeland uden for Europa ifølge regeringen.
Den nye trekløverregering vil fjerne grundlaget for menneskesmuglernes forretningsmodel, siger Inger Støjberg (V).
Den nye trekløverregering vil fjerne grundlaget for menneskesmuglernes forretningsmodel, siger Inger Støjberg (V). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix


Den nye trekløverregering har planer om en grundlæggende ændring af det nuværende asylsystem.

Det skal fremover gøre det umuligt at søge om asyl ved grænsen til Danmark, som vi kender det i dag.

Det skriver Berlingske tirsdag.

I stedet skal flygtninge søge om asyl, mens de befinder sig i et tredjeland uden for Europa.

- Det er regeringens klare ambition, at presset på Europas ydre grænser skal lettes, samtidig med at menneskesmuglere skal have så vanskelige vilkår som overhovedet muligt, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Berlingske.

- Vi vil arbejde på en ny og bedre model, hvor asylansøgere med penge og kræfter ikke stilles bedre end andre, og hvor grundlaget for menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel fjernes, tilføjer hun.

Regeringen vil hente opbakning til en ny model fra "ligesindede europæiske partnere".

Særligt Tyskland og Østrig har gjort sig tanker om et system, der skal stoppe asylansøgere uden for EU's ydre grænser.

Selv om det vil kræve ændringer i de europæiske asylregler, er der umiddelbart intet til hinder for at føre ideen ud i livet.

Det vurderer Jonas Christoffersen, der er direktør i Institut for Menneskerettigheder.

- Umiddelbart er der ingen menneskeretlige problemer forbundet med at give asyl til folk, der søger uden for Europa, siger han.

- Der er heller ingen problemer med i givet fald at sende spontane ansøgere tilbage til et tredjeland og lade dem søge derfra. Forudsat at dette land er sikkert, og at man har indgået en aftale, siger han.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, kalder ideen om at spænde ben for menneskesmuglerne "sympatisk".

- Ideen er sympatisk, men det skal regnes godt igennem og konfronteres med de praktiske udfordringer. Og Europa har hidtil ikke været god til at blive enig på det her område, siger han til Berlingske.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, er bekymret over regeringens planer. Han mener, at der kan være tale om lempelser af asylpolitikken.

- Det er udmærket at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel. Men hvis prisen er, at det bliver væsentligt nemmere at komme til Danmark og Europa, så er det ikke en pris, vi er villige til at betale i Dansk Folkeparti, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.