Ny radio? Denne skal du ikke købe
Ekspert mener, at det kommer til at tage lang tid, før DAB-radio overtager fra FM. Så vent bare med at udskifte den gamle transistor.
Ekspert mener, at vi burde droppe DAB-radioen og i stedet kun bruge FM- og netradio.
Ekspert mener, at vi burde droppe DAB-radioen og i stedet kun bruge FM- og netradio. Foto: Henrik Gantzel/free


Næsten alt, der kunne gå galt med DAB-radio, er gået galt.

Sådan lyder det fra Frands Mortensen, der er professor i Medievidenskab på Aarhus Universitet.

- Jeg mener, at DAB-systemet er i en decideret krise. Det har haft det svært, siden det kom frem for 14 år siden, og det er slet ikke gået godt i Danmark, siger han til Ritzau Fokus.

Faktisk er kun 26 procent af radiolytningen, ifølge Slots- og Kulturstyrelsen, gennem DAB-radio. Og først når det tal når op over 50 procent, bliver der aftalt et tidspunkt for lukningen af de gamle FM-kanaler.

Men det bliver ikke foreløbigt, mener Frands Mortensen.

- Det går utroligt langsomt for DAB at nå op på et rimeligt antal brugere. En af grundene er, at meget radio lyttes til i biler, og der er ikke DAB-radioer i moderne biler. Nogle nyere biler har tværtimod både FM-radio og 130 netradioer, og hvad skal man så bruge DAB til?, spørger han.

Det var meningen, at DAB skulle give en klar forbedring i lydkvaliteten sammenlignet med de gamle FM-kanaler. Men det mål er ikke blevet indfriet, mener han.

- FM er velfungerende og giver god lydkvalitet. Og faktisk er der teknikere, der mener, at DAB giver dårligere lyd, fordi man har beskåret bitmængden per kanal for at få plads til mange kanaler. DAB har altså ikke den fænomenale forbedring af lydkvaliteten, som var planen, siger Frands Mortensen.

Fremtiden for DAB-radioen er, at alle DR's og Radio24syv kanaler samles i én såkaldt DAB-blok, mens de landsdækkende kommercielle radiokanaler samles i en anden DAB-blok.

Planen er, at kanalerne skal overgå til DAB+, som er en opgradering af DAB, men hvornår det sker er uvist, forklarer Jette Fievé, der er chefkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen.

- Det er ganske usikkert, om blokbytte og formatskifte kommer til at ske allerede med udgangen af 2016, som ellers var den oprindelige plan, siger hun til Ritzau Fokus.

Men skal du ud at købe en ny radio i dag, bør du ikke satse på DAB-radio.

- De fleste radioer kan tage både FM og DAB, men det ville være tåbeligt at købe en radio, der ikke kan tage FM. Der er ikke noget, der tyder på, at det uddør foreløbigt, siger Frands Mortensen.

Han mener tværtimod, at vi burde skrotte DAB-radioerne og i stedet holde os til FM-radio og netradio.

Fakta: Hvad er forskellen på DAB og DAB+?

- DAB er en digital radio, der sender flere kanaler på samme frekvens. Målet var at få højere lydkvalitet, flere stationer og mindre støj i forhold til de gamle analoge FM-kanaler.

- DAB+ er en opgradering af DAB-systemet, som giver en markant bedre lydstandard. Den kræver dog, at du køber en digital radio, der kan modtage DAB+.

- Alle DR's kanaler og Radio24syv skal samles i én DAB-blok, mens de landsdækkende kommercielle radiokanaler samles i en anden DAB-blok. Begge blokke skal udsende i DAB+ format, men det er uvist, hvornår skiftet sker.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen og Digital Radio

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.