Ny organisering af Sundhedsstyrelsen bekymrer læger og patienter
Læger er kritiske over for ny organisering af Sundhedsstyrelsen. Patienter tvivler på øget patientsikkerhed.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) lægger op til ny organisering af Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) lægger op til ny organisering af Sundhedsstyrelsen. Foto: THOMAS SJØRUP/POLFOTO


Det kan føre til dobbeltarbejde og uklar ansvarsfordeling, når Sundhedsstyrelsen bliver splittet op i flere nye enheder.

Sådan lyder bekymringen fra Lægeforeningen, efter sundhedsminister Sophie Løhde (V) har varslet, at en del af Sundhedsstyrelsens traditionelle opgaver fremover skal fordeles ud på i alt fire styrelser.

- Det er at sprede indsatsen for tyndt. Vi får en model med risiko for manglende koordinering på tværs, dobbeltarbejde og uklar ansvarsfordeling.

- Ministeriet får et stort ansvar for at sikre, at det ikke sker, og at der bliver det nødvendige samarbejde på tværs, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels har ifølge Dagens Medicin mandag orienteret medarbejderne i Sundhedsstyrelsen og på Statens Serum Institut om, at de to institutioner fra årsskiftet 2015-2016 bliver til fem.

De kommende styrelser bliver: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstyrelsen samt Patientsikkerhedsstyrelsen.

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed er formand, Beth Lilja, som udgangspunkt positiv over for, at der nu sker en opdeling, og at der bliver etableret en særlig styrelse for patientsikkerhed.

Men når det er sagt, understreger formanden, at hun er bekymret over, om den nye styrelse reelt vil styrke patientsikkerheden.

- Vi er rigtig bekymrede for, at man får rigtig meget viden om masser af fejl, der er sket, men ikke får banket initiativer op, der handler om, hvordan man forebygger, at der sker fejl fremover, siger hun.

Ifølge Beth Lilja mangler der tiltag i planen, der fokuserer på de erfaringer, som kan styrke patientsikkerheden fremadrettet.

Den nye organisering af Sundhedsstyrelsen kommer efter en massiv kritik af styrelsens tilsyn i flere sager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.