Ny minister fortryder: Danmark er alligevel ikke et taberland
Ny beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, vil ikke længere betegne Danmark som et "taberland".
- I dag ville jeg bruge et andet udtryk. Det siger ny beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.
- I dag ville jeg bruge et andet udtryk. Det siger ny beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen. Jens Nørgaard Larsen/Scanpix/arkiv


Han lagde ikke fingrene imellem, landets nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, da han i april - som administrerende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, adresserede udfordringen med at få flere folk ud af offentlig forsørgelse:

- Hvis man sammenligner os med for eksempel Sverige, så er der ét punkt, hvor Danmark virkelig kommer til at fremstå som et taberland. Og det er vores høje antal af voksne i den arbejdsdygtige alder, der bliver forsørget af det offentlige, sagde han dengang.

Nu har Neergaard Larsen så skiftet Dansk Arbejdsgiverforening ud med Beskæftigelsesministeriet, og nu er Danmark ikke længere noget "taberland", fastslår han efter den officielle ministeroverdragelse mandag eftermiddag.

Du har kaldt Danmark for et "taberland". Gælder det stadigvæk?

- I dag ville jeg bruge et andet udtryk.

Hvilket?

- At det er afgørende for os at få transformeret Danmark til at blive et vinderland, siger Jørn Neergaard Larsen og fortsætter:

- Nu er der nogle muligheder, fordi verden omkring os er ved at komme i vækst. En vækst, som formentlig ikke vil blive så høj som tidligere, men der er vækst, og så er det vores forpligtelse søge at gribe chancen.

Hvordan kan du for kort tid siden kalde Danmark for et "taberland", og nu er det det så ikke mere?

- Det, jeg mente med det udtryk, var, at Danmark taber, når vi ser, hvor stor en del af den danske befolkning der låses uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke okay for de pågældende mennesker og for Danmarks økonomi, siger han.

I april præsenterede Jørn Neergaard Larsen - stadig i sin egenskab af DA-direktør - en plan om at skære førtidspensionerne med 4000 kroner om måneden for at få flere i job.

Hvordan ser du på den plan i dag?

- Nu er der jo forskel på at arbejde for DA og så være en del af en regering. Og regeringen har sit eget grundlag og sin egen politik, der er ikke noget ønske om at skære i førtidspensionen.

Er planen så ikke længere en god idé?

- Planen, som jeg var med til at udvikle, den var til inspiration for det politiske system, og jeg kan konstatere, at det ikke er en del af regeringsgrundlaget at skære i dagpenge eller førtidspension, siger Jørn Neergaard Larsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.