Ny millionpulje skal hjælpe områder med ondt i internettet
Regeringen åbner bredbåndspulje på 200 millioner kroner til bedre bredbånd i områder med dårlig dækning.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) åbner pulje, som borgere og virksomheder kan ansøge til bedre internet.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) åbner pulje, som borgere og virksomheder kan ansøge til bedre internet. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto


Manglende internet eller dårlig dækning kan give anledning til stor frustration.

Derfor vil det sikkert vække glæde, at der nu bliver åbnet for den nye bredbåndspulje, hvor man kan få tilskud til bedre internet gennem bredbåndsforbindelsen.

- Jeg vil opfordre borgere og virksomheder, der har dårlig bredbåndsdækning til at udnytte muligheden for at søge tilskud fra puljen. Adgang til en god bredbåndsforbindelse er afgørende for, at danskerne kan bo og drive virksomhed over hele landet.

- Bredbåndspuljen er målrettet de områder, hvor markedet ikke kan klare det alene, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Regeringen har afsat 200 millioner kroner. Men det er dog en forudsætning, at der for hver adresse, der søges om tilskud til, er en egenfinansiering på minimum 2000 kroner.

Bredbåndspuljen fungerer ved, at naboer, lokale sammenslutninger og kommuner kan ansøge om at få del i pengene.

En analyse fra Dansk Energi foretaget af Netplan anslår, at der er behov for otte milliarder kroner, hvis hele landet skal have adgang til fiberbredbånd.

Ministeren afviser, at beløbet ikke er stort nok.

- Dette er danmarkshistoriens første og største bredbåndspulje nogensinde. Det er det første initiativ, men vi tager også flere. Blandt andet stiller vi krav om bedre dækning i udbud af frekvenser, der kommer mobilt bredbånd i større udstrækning end hidtil.

- Desuden giver vi mulighed for, at man kan trække bredbåndsledninger gennem spildevands- og vandledninger, siger Lars Christian Lilleholt.

Han forventer, at mellem 4000 til 25.000 boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få hjælp fra puljen.

Frem til 2019 vil midlerne blive fordelt til områder i landet, hvor der er dårlig bredbånd, og hvor teleselskaberne ikke af sig selv tilbyder en løsning til borgere og virksomheder.

Puljen er målrettet områder, der ikke har adgang til maksimalt 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.

Der bliver åbnet for ansøgninger torsdag klokken 16 på Energistyrelsens hjemmeside, hvor det også er muligt at se, hvilke områder der kan søge støtte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.