Det er tyske vælgeres behov for kontinuitet og stabilitet, der kan få forbundskansler Angela Merkel genvalgt til posten.
For selv om Merkels politik på asyl- og flygtningeområdet har medført både kritik og splittelse, er hun fortsat et sikkert valg for de moderate vælgere.
Det vurderer flere forskere i tyske samfundsforhold, efter at Angela Merkel søndag har meddelt, at hun er klar til en fjerde periode som regeringschef.
En af dem er Karl Christian Lammers, lektor emeritus i tysk politik ved Københavns Universitet.
- Hvis Merkel får endnu en periode, vil det betyde, at den stabilitet, som hun repræsenterer, vil fortsætte. Men det vil også betyde, at den splittelse, som hendes flygtningepolitik har afstedkommet, fortsat vil være der, siger han.
Samme melding lyder fra Moritz Schramm, der er lektor i tyske studier ved Syddansk Universitet.
- Mange vil gerne have stabilitet, og det er tydeligt, at det store flertal lige nu flokkes om Merkel. Generelt er der stemning for, at de moderate kræfter kan samles om hende i en usikker tid, siger han.
Han henviser til, at det har skabt international usikkerhed, at amerikanerne har peget på milliardæren Donald Trump som præsident. Og at briterne ved en folkeafstemning har valgt at lade sig skille fra EU.
Angela Merkel har søndag aften bekræftet, at hun vil genopstille ved valget til Forbundsdagen i 2017.
Begge lektorer regner med, at Merkel holder fast i magten.
- Det ville undre mig meget, hvis der kommer en anden konstellation, og hun ikke vinder igen, siger Moritz Schramm.
Ifølge Karl Christian Lammers bliver det interessant at se, hvordan Angela Merkel vil tackle udfordringen fra højrefløjen.
- Det må regnes for ganske sikkert, at det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland bliver valgt ind. Det markerer splittelsen i Tyskland, og det bliver Merkels store problem at forsøge at hele den, siger han.
Tyske meningsmålinger viser, at mellem 55 og 60 procent af de adspurgte gerne ser, at Merkel fortsætter på posten.
/ritzau/