Ny Mærsk-topchef skal stå til regnskab inden efteråret
Ny topchef skal strømline A.P. Møller - Mærsk. Hvordan arbejdet går, vil bestyrelsen melde ud inden efteråret.


Bestyrelsen i A.P. Møller - Mærsk har sat en mand i spidsen for det lyseblå konglomerat for at gennemtrawle forretningen og levere hurtige resultater.

- Bestyrelsen har givet den nye ledelse opgaven at undersøge strategiske og
strukturelle muligheder for at styrke omstillingshastigheden og synergier yderligere.

- Bestyrelsen vil kommunikere om fremdriften i arbejdet inden udgangen af 3. kvartal, 2016, lyder det i en meddelelse til fondsbørsen.

Den nye mand i toppen af olie- og rederigiganten, Søren Skou, ser frem til at kaste sig over opgaven.

- Jeg glæder mig til denne mulighed for at lede Maersk Group ind i den næste fase af vores strategiske udvikling, siger Søren Skou, som hidtil har været øverste direktør hos Maersk Line, i en meddelelse.

- De hastige forandringer i verden kræver, at vi kan tilpasse os hurtigt, nemt og med minimale omkostninger, mens vi samtidig bevarer fokus på hver forretningsenhed. Vores fremtidige setup skal effektivt kunne reagere på disse udfordringer, siger han.

Olie- og rederigianten A.P. Møller - Mærsk skifter ud i toppen efter næsten ti år med den samme mand bag ved roret.

Søren Skou erstatter nuværende topchef Nils Smedegaard Andersen, som forlader olie- og rederigiganten, fremgår det af en meddelelse til fondsbørsen.

Udskiftningen i toppen sker allerede 1. juli, lyder det i meddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.