Ny målmand har stabiliseret OB's defensiv
Kent Nielsen er glad for OB's udvikling defensivt. Keeper Sten Grytebust får en del af æren for den udvikling.
OB's målmand har ikke lukket mange mål ind i foråret.
OB's målmand har ikke lukket mange mål ind i foråret. Foto: Sch?tze Ren?/Polfoto


OB's defensiv så i efteråret mildest talt skidt ud i mange kampe. I 18 opgør før jul lukkede fynboerne 35 mål ind, tredjeflest blandt holdene i Superligaen.

I foråret har den fynske defensiv været som forvandlet. I 11 forårskampe har man blot lukket ni mål ind, hvilket er bedst af alle hold i rækken.

En af årsagerne til den forvandlede defensiv er vinterens indkøb af den norske målmand Sten Grytebust, der har gjort en god figur i buret.

- Han har ydet sit bidrag. Han har specielt været fin i feltet, hvilket har været med til at hjælpe forsvaret. Så han har sin del i det her, siger træner Kent Nielsen.

- Men jeg synes, at vi som hold er blevet væsentligt mere disciplinerede og arbejdsomme omkring de defensive detaljer. Det har hjulpet os, og det har gjort, at modstanderne ikke vader i muligheder.

Sten Grytebust selv er godt tilfreds med sit bidrag, men giver æren for den solide defensiv videre til holdkammeraterne.

- Jeg skal ikke have æren for det. Jeg kan kun tale om den periode, jeg har været her, og der har vi især været gode til at hente clean sheets på udebane, siger Grytebust.

- Vi forsvarer os rigtig godt som hold, og hver enkelt yder sit og hjælper holdkammeraterne. Jeg kan selvfølgelig være en faktor i det her, men det er først og fremmest holdet, som skal have æren.

- Jeg hørte, at der blev lukket mange mål ind på dødbolde i efteråret, men det har vi fået stoppet. Vi har haft meget fokus på det, og det er til at se på banen, siger Grytebust.

Grytebust er den femte målmand, der er i kamp for OB i denne sæson. I efteråret fik Michael Falkesgaard, Casper Radza, Maksym Koval og Michael Tørnes kampe for fynboerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.