Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, gjorde det bedre end de øvrige partiledere ved gårsdagens partilederrunder, der blev sendt på DR og TV2.
I hvert fald, hvis man spørger de danske vælgere, viser en ny måling, som Megafon har foretaget for TV2 og Politiken.
I målingen er de adspurgte blevet bedt om at give partilederne 3, 2 og 1 point alt efter, hvor godt de har klaret sig. Og 44 procent har Kristian Thulesen Dahl i deres top tre.
Johanne følger trop
Lige efter ham kommer enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der af 43 procent af de adspurgte bliver placeret i top tre.
Ser man udelukkende på, hvem de adspurgte har som første prioritet, er vinderen af partilederrunderne dog statsminister Helle Thorning-Schmidt, skriver TV2.
Hvem der bliver valgets endelige vinder bliver afgjort efter den 18. juni, hvor danskerne skal til stemmeurnerne.