Ny måling: EL og DF i fremdrift efter nej
Forholdet mellem blokkene er status quo, men Enhedslisten og Dansk Folkeparti vinder frem i ny meningsmåling.
Foto: Scanpix


Der er stadig blåt flertal, men internt i blokkene er der flyttet stemmer fra ja- til nej-partierne.

Sådan er billedet i en ny meningsmåling, som Voxmeter har indsamlet for Ritzau i den forgangne uge. Det var ugen, hvor Danmark sagde nej til omdannelsen af retsforbeholdet.

Læses målingen i forlængelse af folkeafstemningen, så er der belønning til to af de tre nej-partier i Folketinget.

Dansk Folkeparti ligger med en tilslutning på 22,5 procent markant over de 19,5 procent af stemmerne, man fik ved folketingsvalget i juni, og det samme gør Enhedslisten med 10,2 procent mod et valgresultat 7,8 procent.

Hvis målingen blev omsat til et valgresultat, vil det betyde en fremgang på tre mandater for Dansk Folkeparti, mens Enhedslisten ville få fire nye pladser i Folketinget.

Mens Dansk Folkeparti henter et mandat fra hver af de øvrige partier i blå blok, så henter Enhedslisten hele sin fremgang fra Socialdemokraterne, som kun får opbakning fra 24,5 procent i målingen mod 26,3 ved valget.

Styrkeforholdet mellem blokkene i Voxmeters måling er stort set det samme som ved valget i juni. Blå blok står med 51,9 procent til flertal med de magiske 90 mandater, mens rød blok med 47,8 procent af stemmerne står til 85 mandater.

Voxmeters måling baserer sig på telefoninterview med 1067 repræsentativt udvalgte personer over 18 år, og den er gennemført i perioden fra 30. november til 6. december.

Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier er på 2,6 procentpoint i såvel negativ som positiv retning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.