Ny Lundbeck-boss kommer med sin plan senere på året
Kåre Schultz forventer at kunne udmelde konkrete planer for Lundbeck senere i år. Han glæder sig til opgaven.


Den nye topchef for Lundbeck, Kåre Schultz, vil danne sig et overblik over sin nye arbejdsplads, før han kommer med udmeldinger om, hvilke fingeraftryk han agter at sætte.

- Jeg har selvfølgelig forberedt mig, men samtidig har jeg ikke været i dialog med medarbejderne og den øvrige ledelse. Jeg tiltræder 20. maj, og så vil jeg bruge noget tid på at sætte mig helt ind i tingene.

- Indtil da vil jeg afholde mig fra at udtale mig om selskabets forhold, siger 54-årige Kåre Schultz til Ritzau Finans.

Der er tilsyneladende høje forventninger til, at den nye topchef kan vende minus til plus i Lundbeck, som kæmper med to udløbne patenter i Europa.

Lundbecks aktier stiger kraftigt på fondsbørsen, efter nyheden om at erstatningen for Ulf Wiinberg er fundet, og flere analytikere kalder Kåre Schultz for "et scoop".

Hvornår aktiemarkedet får en mere konkret og samlet plan at forholde sig til, er Kåre Schultz endnu ikke parat til at melde ud.

- Men det er klart, at det ikke er noget, der tager årevis. Det bliver i år, siger Kåre Schultz, der ser frem til opgaven:

- Jeg tror, at det blive utroligt spændende, og jeg glæder mig til at være i et selskab, der er fokuseret på et sygdomsområde, nemlig hjernesygdomme, hvor der er et kæmpe ikke-tilfredsstillet behov globalt.

Kåre Schultz har som koncerndriftsdirektør i Novo Nordisk siden 2002 haft ansvar for Novos salgsvækst. I alt har den uddannede økonom været 26 år i Novo Nordisk, hvor han startede i 1989.

Som topchef i Lundbeck kommer han til at beskæftige sig med et helt nyt område. Lundbeck fokuserer på sygdomme i hjernen, mens Novo Nordisk især fokuserer på diabetes.

Forskellene mellem Lundbeck og Novo ser Kåre Schultz ikke som udfordring i forhold til at løse opgaven.

- Der er ingen tvivl om, at inden for den globale farmabranche er der en masse spilleregler. Der er generelle og en masse lokale spilleregler rundt omkring i de forskellige markeder, siger han:

- Og jeg er helt sikker på, at den erfaring og indsigt, jeg har, både i de regulatoriske og markedsmæssige forhold, er noget, der kan bruges i Lundbeck, selv om det er inden for et andet terapiområde, og selv om der er tale om små molekyler i stedet for proteiner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.