Ny lov tager ferien fra enlige mødre og børn af misbrugere
Nyuddannede skal ikke længere vente halvandet år på at kunne holde ferie. Men hjælper man dem, går pengene fra Arbejdsmarkedets Ferieond, der i år hjalp 27.000 socialt udsatte på ferie
Arbejdsmarkedet Feriefond støtter også naturprojekter med de uafhentede feriepenge. Det gælder blandt andet Kirstinelyst Naturcenter ved Randbøl Hede.
Arbejdsmarkedet Feriefond støtter også naturprojekter med de uafhentede feriepenge. Det gælder blandt andet Kirstinelyst Naturcenter ved Randbøl Hede. Rune Johansen/Scanpix/arkiv


Det er enlige mødre og andre socialt udsatte, der kommer til at betale, hvis ferieloven bliver ændret.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har nedsat et udvalg, der skal se på en ny ferielov, skriver Politiken. Loven skal hjælpe nyuddannede. Der kan nemlig gå op mod 16 måneder, før de kan afholde den ferie, de har optjent.

Ændringen af loven skal give lønmodtagerne mulighed for at afvikle ferie med løn eller feriepenge i takt med, at de optjener retten til feriepenge.

Men gør man det nemmere at få udbetalt sine feriepenge, havner færre penge i Arbejdsmarkedets Feriefond. Her går de penge hen, som folk glemme at få hævet hos FerieKonto.

I 2014 var Arbejdsmarkedet Feriefond Danmarks største bidragyder til feriehjælp. 43,5 millioner blev givet til ferieophold for 22.000 vanskeligt stillede familier og børn i 2014. I år var det 53 millioner kroner, der skaffede 27.000 vanskeligt stillede familier og børn en ferie.

Overfor Politiken bekræfter beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), at mængden af uafhentede feriepenge vil falde markant, når optjening og udbetaling af feriepenge kommer tættere på hinanden.

Han synes, det er positivt, at flere penge går direkte til dem, der har optjent dem.

- Jo mindre spild, der er i sådan et system, jo bedre. Det er meget sundere, hvis vi konkret i lovgivningen tager stilling til hvilke sociale formål, der skal afdækkes i stedet for at afdække dem på den her indirekte måde, siger beskæftigelsesministeren til Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.