Ny LO-rapport: Lønmodtagerne flygter fra fagforeningerne
Arbejdsmarkedsforsker forudser amerikanske tilstande, hvis lønmodtagerne dropper fagforeningerne.


Fagbevægelsen bløder, og lønmodtagerne forhandler i stigende grad selv deres løn- og arbejdsforhold. Det får LO til at frygte, at kun hver anden er medlem af en fagforening om 15 år.

- Hvis udviklingen fortsætter i samme takt som i perioden 1995 til i dag, vil kun cirka 50 procent af lønmodtagerne være medlem af en overenskomstbærende fagforening i 2030.

Den konklusion står at læse i en omfattende velfærdsrapport, som hovedorganisationen LO offentliggør onsdag, skriver Ugebrevet A4.

I rapporten har LO sat fokus på de tendenser, der vil præge det danske arbejdsmarked i 2030.

LO-formand Harald Børsting er helt klar over, at udviklingen ikke går i fagbevægelsens retning.

- Vi er stadig legitime i forhandlingssituationer og er ikke for alvor truet lige nu. Men man kan ikke udelukke, at det kan ske fremadrettet. Derfor har vi en kæmpe udfordring i at sikre en stærk organisering, siger Harald Børsting til Ugebrevet A4.

Han mener, at der ligget stort stykke arbejde forude, hvis fagbevægelsen skal bevare sin indflydelse.

Tidligere formand for Danmarks største fagforbund, 3F, Poul Erik Skov Christensen, er stærkt bekymret for udsigten til et arbejdsmarked, hvor færre er medlemmer af en overenskomstbærende fagforening.

Han advarer om, at vi kan få et "Ryanair-Danmark", hvor mange får individuelle kontrakter med dårlige lønninger og ingen eller kun få rettigheder.

Social dumping vil få lettere spil, hvis lønmodtagere dropper fagforeningerne i en blind tro på, at de kan forhandle selv, mener han.

Arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen forudser amerikanske tilstande, hvis ikke fagbevægelsen får vendt udviklingen. For fagbevægelsen er grundpillen i den danske model, siger han.

- Så vil det blive markedet, der dikterer løn- og arbejdsvilkår, og samtidig vil der blive skåret på velfærdsydelser. Det vil skabe større afstand mellem fattige og rige og masser af social uro, mener Henning Jørgensen ifølge A4.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.