Ny liste: Københavns Universitet er Nordens bedste
Universitetet dykker flere pladser på rangliste, men er stadig i verdens top-100 modsat Aarhus Universitet.
Københavns Universitet ligger nummer 69 på liste over verdens bedste læreanstalter. Arkivfoto
Københavns Universitet ligger nummer 69 på liste over verdens bedste læreanstalter. Arkivfoto Foto: Københavns universitet/free


Det bedste universitet i Norden ligger i København, hvis man skal tro en ny rangliste over verdens højere læreanstalter.

Københavns Universitet ligger placeret som nummer 69 på QS World University Rankings, der tirsdag har offentliggjort sin opdaterede liste.

Det er en enkelt placering bedre end det svenske universitet i Lund på den anden side af Øresund.

Dog er Københavns Universitet dykket fra en 45.-plads på listen de seneste to år, og også Aarhus Universitet er rykket ned ad ranglisten.

Efter at have haft flere år i verdens top-100 ligger Aarhus Universitet nu placeret som nummer 107 blandt de steder, hvor der skulle være bedst at studere.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby er rykket frem som nummer 112 i den prestigefyldte opgørelse.

Svenskerne kan prale af at have endnu et universitet blandt verdens 100 bedste, mens Finland ligesom Danmark har et enkelt i den kategori. Norges bedste universitet er placeret som nummer 135.

For fjerde år i træk ligger amerikanske Massachusetts Institute of Technology (MIT) øverst på listen, mens Harvard University indtager andenpladsen.

I alt er der fem amerikanske universiteter, fire britiske og et schweizisk universitet blandt de ti bedste i verden ifølge QS World University Rankings.

Ranglisten er baseret på seks forskellige parametre. Det enkelte universitets akademiske omdømme vægter højest, men der tages eksempelvis også højde for, hvor mange studerende der er per underviser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.