Ny kroatisk regering lover økonomisk oprydning
Parlamentet i Zagreb har godkendt ny regering bestående af borgerlige partier.


Kroatiens parlament har fredag aften godkendt en ny regering bestående af en centrum-højre-alliance og med den 49-årige Tihomir Oreskovic som premierminister.

Hovedopgaverne for de i alt 23 ministre bliver at få bremset stigningen i den offentlige gæld, nedbringe arbejdsløsheden og få fyret yderligere op under den begyndende økonomiske fremgang, som EU's yngste medlemsland oplevede i 2015 efter seks års recession.

Regeringen består af det konservative Demokratiske Union (HDZ) samt reformpartiet Most (Broen på dansk, red.). De to partier er efter parlamentsvalget i december Kroatiens største og tredjestørste.

Ved fredagens afstemning i parlamentet i Zagreb fik koalitionen støtte fra 83 af de 151 medlemmer.

Tihomir Oreskovic sagde inden afstemningen, at hans regerings mål er at reducere budgetunderskuddet, så det lever op til EU-kravet om maksimalt tre procent. Aktuelt udgør underskuddet på statsfinanserne omkring fem procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Regeringen håber også, at den ved at føre en stram økonomisk politik kan opnå højere karakterer fra de internationale kreditvurderingsinstitutter.

Vurderingen er i øjeblikket så lav, at den for mange udenlandske investorer ikke opfylder kriteriet for at købe obligationer udstedt af den kroatiske stat.

- Vi stræber efter at få en økonomisk vækst på over fire procent inden 2020 og reducere den offentlige gæld til under 80 procent af BNP. Vi ønsker at mindske budgetunderskuddet til under tre procent af BNP i 2017 og få hævet vores kreditvurdering næste år, sagde den nye premierminister.

- Alt, hvad jeg beder om, er tid og resultater, tilføjede han inden afstemningen.

Kroatiens økonomi er blandt de svageste i EU - selv om landet sidste år havde en vækst på omkring 1,5 procent. Den offentlige gæld modsvarer 87 procent af BNP og vokser fortsat. Det kan sættes op mod EU-kravet om maksimalt 60 procent.

Desuden er arbejdsløsheden høj i EU-sammenhæng med 17,9 procent.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.