Ny konflikt kan ramme folkeskolen
Forhandlinger om ny arbejdstidsaftale kan ende med sammenbrud, siger folkeskolelærernes formand.
Forhandlinger om arbejdstidsregler kan ende med sammenbrud, siger Anders Bondo.
Forhandlinger om arbejdstidsregler kan ende med sammenbrud, siger Anders Bondo. Foto: Ulrik Jantzen/free


To år efter at en arbejdskonflikt lammede det danske skolevæsen i næsten en måned, truer en ny, lignende situation, skriver Politiken.

Forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale er netop begyndt mellem lærerne og deres arbejdsgivere, kommunerne. Og ifølge formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kan det ende med endnu et sammenbrud.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at der er en reel risiko for en konflikt. Det er ikke nogen god situation at sidde i. Folkeskolen har bestemt ikke brug for en ny konflikt, og jeg ønsker det ikke. Alligevel ser jeg bestemt en risiko, siger Anders Bondo til Politiken.

Lærerne blev i foråret 2013 lockoutet af Kommunernes Landsforening (KL). Det førte til det lovindgreb, som lærernes arbejde i øjeblikket er indrettet efter.

Sideløbende med den nye folkeskolereform har lærerne nu fået mindre forberedelsestid og flere undervisningstimer.

Den manglende forberedelse er katastrofal, mener Bondo: Den er årsagen til, at lærernes sygefravær lige nu stiger markant, og at lærere i hobetal søger væk fra folkeskolen.

Han ønsker sig loven skrottet til fordel for en ny arbejdstidsaftale med markant mere forberedelse, men vil dog ikke sætte konkrete tal på sit ønske.

- Dette er helt åbenlyst den mest alvorlige situation, jeg har oplevet folkeskolen stå i. Det er totalt uholdbart. Og overenskomsten er eneste mulighed for at gøre noget ved det. Det ved alle, siger han.

Kommunernes topforhandler, den konservative Michael Ziegler, opfordrer Bondo til at "spise brød til og tage det roligt".

- Så tidligt i et forløb skal man ikke tale konfliktscenarier. Jeg tror, den danske befolkning vil have meget vanskeligt ved at tilgive, at der to år efter en konflikt kommer endnu en konflikt på det samme område, siger Michael Ziegler til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.