Ny klub holder dansk fodboldspiller hjemme fra OL
Fodboldspilleren Lucas Andersen kommer alligevel ikke med det danske landshold til OL i Rio. Ny klub siger nej
Lucas Andersen tager sig til håret under en træningssamling med landsholdet. Nu kommer han ikke med landsholdet til OL.
Lucas Andersen tager sig til håret under en træningssamling med landsholdet. Nu kommer han ikke med landsholdet til OL. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Kantspilleren Lucas Andersen skulle have været en af de erfarne kræfter på Danmarks fodboldlandshold ved OL i Rio i næste måned. Erfaren fordi han trods kun knapt 22 år gammel har spillet en årrække i udlandet.

Nu kommer han alligevel ikke med. Lucas Andersens nye klub, Grasshoppers i Schweiz, vurderer, at han ikke skal have lov at rejse med landsholdet.

- Vi har informeret det danske forbund om, at Lucas ikke kommer til at tage med til OL. Vores turnering begynder den 24. juli, og vi regner med, at han får en nøglerolle på vores hold, siger klubbens pressechef Soraya Da Fonseca til bold.dk

Lucas Andersen var ellers en af de spillere, som landstræner Niels Frederiksen havde fået bekræftet som OL-klar.

De andre bekræftede spillere er Mikkel Desler, Casper Nielsen, Jakob Blåbjerg, Frederik Børsting, Andreas Maxsø, Nicolai Brock-Madsen, Jeppe Højbjerg og Yussuf Poulsen.

Lucas Andersen blev i sidste uge solgt fra Ajax til Grasshoppers. I sidste sæson var den tidligere AaB'er på lejeophold i Willem II.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.