Ny KIF-træner: Vi skal blande os med Europas elite
KIF Kolding Københavns nye cheftræner går målrettet efter succes i både Danmark og i Europa i de kommende år.
Konstantin Igropulo er en af de KIF Kolding København-spillere, der fra februar kan se frem til en ny træner.
Konstantin Igropulo er en af de KIF Kolding København-spillere, der fra februar kan se frem til en ny træner. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Antonio Carlos Ortega tiltræder som ny cheftræner i KIF Kolding København fra 1. februar. Han skal de næste tre og et halvt år stå i spidsen for håndboldholdet.

Ortega vil i tæt samarbejde med KIF-sportschef Lasse Boesen lægge den nye 2020-strategi for det sportslige setup.

- Jeg glæder mig til at komme i gang hos KIF Kolding København i det nye år, hvor jeg ser frem til at føre holdet til endnu et dansk mesterskab og indgå i målsætningen om at blande os med Europas elite.

- KIF Kolding Københavns værdier og filosofi stemmer overens med mine egne, og derfor ser jeg et godt match, siger Ortega til klubbens hjemmeside.

Den 44-årige spanier flytter sammen med familien til Kolding, så han er tæt på holdet i det daglige.

- Min familie og jeg har set på forholdene i Kolding by, som lader til at kunne blive en god base for vores nye liv i Danmark, siger Ortega.

Som aktiv spiller var Ortega mest kendt for sine 11 sæsoner hos det spanske storhold FC Barcelona.

Foruden de nationale mesterskaber var Ortega med til at vinde EM-sølv i 1998 og i 2000 samt bronze ved OL samme år.

Som træner har han ledet det spanske hold BM Antequera og senest Champions League-sølvvinderne Veszprem fra Ungarn.

- Det taler for sig selv, når manden i løbet af sin korte tid som cheftræner for de ungarske mestre førte Veszprem til de to første Final 4-deltagelser i klubbens historie.

- Ortega er ganske enkelt et stort talent inden for håndboldsporten, såvel dengang han spillede som i trænerrollen i dag, siger Lasse Boesen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.