Ny kampagne skal få børn til at cykle og ordne haven
Støt dit barn i at være fysisk aktiv, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i kampagne, der skal skabe aktive børn.
Kampagnen Get Moving giver fif til forældre om, hvordan de skal få børn til at stå på skateboard eller cykle i skole samt finde en ugentlig aktivitet, som deres barn synes er sjovt.
Kampagnen Get Moving giver fif til forældre om, hvordan de skal få børn til at stå på skateboard eller cykle i skole samt finde en ugentlig aktivitet, som deres barn synes er sjovt. Foto: Per Folkver/Polfoto


Bed dit barn om at gå med hunden, klippe hækken og bære indkøbsposerne op til fjerde sal i stedet for selv at gøre det. Sådan lyder rådene fra Sundhedsstyrelsen i en ny kampagne mandag, der skal få forældre til at motivere deres børn til at dyrke mere motion.

Et af budskaberne i kampagnen Get Moving er, at børn kan have brug for opmuntring og støtte til at være fysisk aktive.

Forældre behøver dog ikke at sende deres børn til fodbold fire dage om ugen og svømning de sidste tre, lyder det fra Tue Kristensen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen.

- Det kan ligeså godt være, at børnene skal cykle til skole i stedet for at blive kørt, at de går eller løber en tur med hunden, når de kommer hjem fra skole eller hjælper med havearbejdet, siger han og fortsætter:

- Det handler om at sætte nogle rammer for børnene og vise dem, at fysisk aktivitet er mange ting, siger Tue Kristensen, projektleder i Sundhedsstyrelsen.

Kampagnen lanceres samtidig med, at Statens Institut for Folkesundhed kommer ud med tal fra en ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den nye WHO-rapport viser, at de danske børn ligger næstsidst på listen over de 42 lande, hvor flest børn er fysisk aktive mindst 60 minutter om dagen.

I samme undersøgelse klarer de danske børn sig omvendt rigtig godt, når de bliver målt på, om de laver intens fysisk aktivitet mindst to timer om ugen.

Dagligt dyrker de bare ikke nok motion.

Kampagnen giver forældre tips til at satte gang i børnene, og den skal ses som en hjælpende hånd til forældrene og ikke som en kritik af dem, mener Mette With Hagensen, der er formand i foreningen Skole og Forældre.

Hun kender selv til kampen med teenagere, der hellere vil se TV eller spille computer end at dyrke motion.

- Alle forældre ved jo godt, at det er vigtigt, at børn bevæger sig hver dag, men vi ved også som forældre, at det er svært at få dem til at gøre det.

For formanden gælder det om, at man på den enkelte skole får implementeret 45 minutter, hvor børnene skal være fysisk aktive, som der står i folkeskolereformen.

Sundhedsstyrelsens Get Moving kampagne afholdes i uge 21 og 22.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.