Når man siger ja til en ministerpost, så må familien ofte rykke sammen. Sådan er det også for Mai Mercado og hendes mand.
Mai Mercado tøvede nemlig ikke, da først formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, og derefter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ringede og tilbød hende børne- og socialministeriet i den nye VLAK-regering.
Mai Mercado sagde ja tak, selvom hun var på barsel med sit andet barn, Elisa på nu seks måneder, og først var planlagt at skulle vende tilbage til Christiansborg om et halvt års tid.
Det fortæller hun til BT.
Den nye udfordring for den fynskfødte politiker betyder, at hun og hendes mand har skullet lave om på planer og dagligdag.
- Det er lidt syret at være nybagt mor og minister. For eksempel tog jeg i denne uge hjem midt på dagen for at amme min datter. Jeg tror faktisk, at det var før, at jeg havde et lovforslag. Det tog tyve minutter at køre hjem til Frederiksberg. Så ammede jeg i tyve minutter, og så tog jeg tilbage til Christiansborg. Det kan godt være, at det lyder besværligt, men jeg tror bare på, at kontakten er vigtig, siger Mai Mercado til BT.
Hendes svigermor er flyttet ind i lejligheden på Frederiksberg, mens hendes mand har fremrykket sin planlagte orlov.
- Indtil da er det min svigermor, der i øjeblikket bor hos os, der passer børnene. Hun er rykket ind, indtil min mand får orlov. Vi får det til at fungere, siger den nyudnævnte minister til BT.
Hun siger også, at det klart, at hun er mindre til stede i familien, men at hun forsøger at være så god en mor som muligt. Blandt andet sørger hun for ikke at love for meget - og så slukker hun sin telefon, når familien spiser.