Ny helikopterulykke i Norge: Ingen er kommet til skade
Dagen efter helikopterulykken nær Bergen er en ny helikopter styrtet ned i Norge. Ingen er kommet til skade.


En helikopter af typen AS-350 er lørdag eftermiddag styrtet ned i kommunen Hå i Jæren i det sydvestlige Norge. Det oplyser en norsk redningscentral ifølge nyhedsbureauet NTB.

Der var to mennesker om bord, og begge formåede selv at kravle ud af det havarerede skrog. Ifølge sundhedspersonale på nedstyrtningsstedet er de to passagerer uskadte.

Ulykken skete klokken 12.25.

Ulykken skete i forbindelse med en øvelse nær en bakke i området.

Det norske politi er i gang med at undersøge sagen nærmere. Det oplyser operationsleder Brit Randulff fra politidistriktet i Syd-Vestnorge til NTB.

- Vi afhører de to, som var om bord og fortsætter efterforskningen på stedet. Vi har tilkaldt teknikere for at undersøge den tekniske del, siger hun.

Politiet blev gjort opmærksomme på ulykken klokken 12.30

- Vi fik besked fra et vidne om, at en lille helikopter var gået ned med to personer. Derefter fik vi bekræftet, at begge havde reddet sig ud, før den begyndte at brænde, siger hun.

Fredag styrtede en helikopter af typen Super Puma med 13 mennesker om bord ned ved Turøy ud for Bergen. Det blev lørdag eftermiddag bekræftet, at samtlige passagerer er omkommet.

Ulykken i Turøy skete, da helikopteren skulle flyve fra en olieboreplatform til Bergen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.