Ny gramse-anklage fra kendt tv-vært: Lufthavn undersøger sikkerhedskontrol
Flere kvinder har følt sig chikaneret ved sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn. Nu undersøger lufthavnen sagen
Alle, der har oplevet sexchikane ved sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn, opfordres til at kontakte lufthavnen.
Alle, der har oplevet sexchikane ved sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn, opfordres til at kontakte lufthavnen. Foto: Scanpix/arkiv


Københavns Lufthavn undersøger nu henvendelser om krænkelser i lufthavnens sikkerhedskontrol. Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse fredag aften.

Det sker, efter at flere kvinder i medierne har fortalt, at de har følt sig udsat for sexchikane i sikkerhedskontrollen.

Senest tv-værten fra TV2's Go' Aften Danmark, Michèle Bellaiche:

- Jeg oplevede, at de kropsvisiterede mig meget længe. De rørte mig over hele kroppen. Det er ikke rart, når nogen tager fat ind under ballerne på én og op under bh'en, siger Michèle Bellaiche til Metroxpress.

Alle kvinder og mænd, der har haft en sådan oplevelse, opfordres nu til at kontakte lufthavnen.

- Det er dybt beklageligt. Vi tager denne type sager meget alvorligt og vil gerne opfordre alle, der måtte have følt sig krænket til at kontakte os, siger sikkerhedschef i Københavns Lufthavn Johnnie Müller.

- Vi vil gøre alt for at følge op på de sager, der måtte komme. Og ingen skal være i tvivl om, at Københavns Lufthavn ser på sagerne med stor alvor, siger Johnnie Müller.

Lektor og journalist Anne Lea Landsted begyndte debatten, da hun for et par dage siden i et debatindlæg i skrev Politiken, at hun to gange er blevet kropsvisiteret af for nærgående vagter.

- Første gang havde sikkerhedsvagten haft hænderne så langt nede i mine trusser, at jeg måtte trække hans hånd op, skriver Anne Lea Landsted.

Hvis man har følt sig krænket ved et sikkerhedstjek i lufthavnen, kan man kontakte Securitys ledelse på security@cph.dk.

Der er dog ikke lang tid til, at det er helt slut med kropsvisiteringen fra personalet. Fra 1. september skifter lufthavnen den manuelle visitering ud med ny teknologi.

Indtil da har man som rejsende i Københavns Lufthavn stadig ret til at bede om at blive visiteret af en person med samme køn som en selv.

Hvert år går omkring 13 millioner passagerer igennem sikkerhedskontrollen i Kastrup. To gange inden for de seneste tre år er kontrollen blevet kåret til verdens bedste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.