Ny forskning: Stadigt færre rammes af demens
Stik imod den udbredte opfattelse så er det færre og færre, som bliver demente, siger forskere.
Ny forskning tyder på, at færre procentuelt rammes af demens. Arkivfoto.
Ny forskning tyder på, at færre procentuelt rammes af demens. Arkivfoto. Foto: DAVALI PHILIP/DAVALI PHILIP


Mens nogle har advaret om faren for en "demens-eksplosion" med vidtrækkende følger for hele sundhedssektoren og samfundsøkonomien, så tyder ny forskning på, at det er stadigt færre, som bliver demente.

- Demens er ikke så almindeligt i dag som for 20 år siden, siger Ingmar Skoog, som er professor i psykiatri ved Göteborgs universitet.

Forskere har talt om en "demens-eksplosion" med vidtrækkende virkninger for sundhedssektoren og samfundsøkonomien, men nu viser forskning, at det nok ikke vil blive så slemt som frygtet.

Det står fast, at antallet af personer med demens stiger, da befolkningen blive stadigt ældre. Men i procent mindskes forekomsten af demens blandt dem, som er over 80 år, viser ny forskning, som er publiceret i det medicinske tidsskrift The Lancet Neurology.

Undersøgelserne bygger på fem større epidemiologiske undersøgelser fra Sverige, Holland, Storbritannien og Spanien.

- Selv om befolkningen er blevet ældre, så er antallet af demens-patienter det samme, siger professor Carol Brayne om tallene for Storbritannien til BBC.

Det samme pointeres af en svensk forsker.

- Når man ser, at andelen af demente bliver procentvis mindre, så betyder det, at noget i samfundet har medført det. Det har intet med generne at gøre. Det lærer os, at vi kan gøre meget for at forbygge demens, siger Ingmar Skoog, som har deltaget i forskningen.

Årsagen til faldet menes at være forårsaget af sundere livsstil - sundere kost, mere motion og bedre uddannelse. Samtidig er behandling af hjerte- og kredsløbssygdomme blevet forbedret.

- Nu kan man faktisk se, at forebyggelse kan have kolossal betydning, og hvis der gøres en indsats for at mindske antallet af ramte, så kan det få enorm betydning for samfundsøkonomien, siger Skoog, som dog understreger, at den fremtidige demensbehandling udgør en stor udfordring for samfundet.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.