Ny forskning: Det gør vin ved din hukommelse
Det skader bestemt ikke at drikke et glas vin til middagsmaden.
Det skader bestemt ikke at drikke et glas vin til middagsmaden.
Det skader bestemt ikke at drikke et glas vin til middagsmaden. Foto: Colourbox


Du behøver slet ikke have så dårlig samvittighed over, du drikker et glas vin i ny og næ. Ny forskning tyder nemlig på, at det er rigtig godt for vores hukommelse.

En undersøgelse publiceret i tidsskriftet American Journal of Alzheimer’s Disease and Other Dementias viser, at et let til moderat indtag af alkohol forbedrer hukommelsen hos personer over 60 år.

I en undersøgelse af 650 mænd og kvinder havde de personer, der drak lidt alkohol, en 15 pct. bedre episodisk hukommelse – altså evnen til at huske tidligere begivenheder og følelser knyttet til dem – end de personer, der slet ikke drak noget.

De 15 pct. kan altså være forskellen på, om man kan huske, der blev holdt en 30 års fødselsdag for en og huske selve følelsen og glæden, da man blev overrasket, forklarer Brian Downer, der er ledende forfatter til undersøgelsen ved University of Texas Medical Branch’s Sealy Center on Aging, til Prevention.com.

Læs, hvorfor myten om vin ikke passer, på Femina.dk.

Lidt alkohol begrænser skadelig udvikling

Forskerne så også på MRI-skanninger og kunne se, at området i hjernen, der gemmer minder i langtidshukommelsen – hippocampus – var 10 pct. større hos mennesker, der drak en smule sammenlignet med dem, der slet ikke drak.

Naturlig aldring og sygdomme som eksempelvis Alzheimers skader hippocampus, så den skrumper, og vi får dermed sværere ved at huske ny information og genkalde minder, forklarer Brian Downer. En smule alkohol kan faktisk begrænse denne udvikling, da den aktiverer visse proteiner i hjernen, som stopper udviklingen.

Fordelene opnår man dog kun, hvis man har et let til moderat indtag, og det betyder en enkelt genstand om dagen for kvinder og to for mænd.

På Femina.dk kan du læse, hvad rødvin gør ved kvinders sexliv.

Mia Qvist Scheelsbeck, Traffic Center, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.