Ny fond skal sikre løn til den polske håndværker
Nyt lovforslag vil have alle arbejdsgivere til at betale for fond.
LO og DA, der i øjeblikket deltager i trepartsforhandlinger, har været medforfattere på det nye lovforslag.
LO og DA, der i øjeblikket deltager i trepartsforhandlinger, har været medforfattere på det nye lovforslag. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Danske virksomheder skal fremover være med til at betale til udenlandske arbejdere, som bliver underbetalt eller kommer i klemme i et krakket firma.

Det skriver Ugebrevet A4.

Det er LO og Dansk Arbejdsgiverforening, DA, der har ført pennen på et nyt lovforslag, som regeringen har taget til sig og fredag sender i høring.

Forslaget går konkret ud på at oprette en fond, som skal bekæmpe social dumping ved at sikre udstationeredes løn, pension og rettigheder.

Initiativet skyldes et krav fra EU om at indføre et såkaldt håndhævelsesdirektiv, der pålægger Danmark, at man inden sommer skal indføre et hæftelsesansvar, der populært kaldes et kædeansvar.

Det betyder, at hvis en virksomhed hyrer en udenlandsk underleverandør, der snyder medarbejderne, har hovedentreprenøren i sidste ende ansvaret.

Men i Danmark mener beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), at det er mere fornuftigt at oprette en fond, der minder om Lønmodtagernes Garantifond.

- Alternativet til en fond ville reelt være en afvikling af den danske model, for det ville betyde, at Folketinget skulle påtvinge sig ansvaret for at fastsætte mindstelønninger, siger han til Ugebrevet A4,

I LO og DA er man tilfredse med udspillet.

- Jeg kan specielt godt lide, at der er nogle økonomiske sanktioner, hvis virksomheder benytter udenlandske virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt, siger næstformand i LO Arne Grevsen til Ugebrevet A4.

Alle private og offentlige arbejdsgivere skal betale cirka ni kroner per medarbejder i det første år og derefter omtrent fem kroner per ansat om året.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.