To indsatte i Sønderborg Arrest fik kort tid på fri fod, da de nytårsaftensdag truede en fængselsbetjent med et barberblad og tvang ham til at udlevere nøglerne. Det er anden gang på kort tid, at indsatte i et arresthus truer sig ud i frihed.
Denne gang varede flugten dog kun et par timer, da de to flugtfanger blev anholdt ved Fredericia.
Flugten fandt sted sidst på eftermiddagen nytårsaftensdag. Her overfaldt og truede de to fanger en fængselsbetjent med et barberblad til udlevere sine nøgler, så de kunne låse sig ud.
- Efter et par timer fik en patrulje fra Sydøstjyllands Politi kontakt med de to flugtfanger, der blev stoppet i en bil på motorvejen ved Fredericia - og så var den udflugt slut, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
Det er mindre end to uger siden, at en indsat i Tønder arrest overfaldt en fængselsbetjent og flygtede. Det skete lørdag den 20. december og denne fange er fortsat på fri fod.