Ny DSB-kontrakt på plads: Mere togkørsel til borgerne
DSB skal køre langt flere kilometer fremover, fremgår det af en ny aftale om togdriften i Danmark.


Regeringen har indgået en aftale med Enhedslisten og SF om en ny tiårig kontrakt for DSB's togdrift i Danmark.

Det oplyser transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Aftalen sikrer DSB en årlig milliardindtægt og betyder, at det store selskab også fremover vil sidde på langt den største del af togdriften i Danmark.

- Pendlerne efterspørger tre ting: Flere togafgange, flere siddepladser og færre forsinkelser. Vi vil jo have folk til at tage den kollektive trafik, og så mangler det da bare, at vi kan levere det, siger Heunicke i pressemeddelelsen.

Aftalen betyder blandt andet, at DSB i løbet af kontraktperioden skal køre 10 procent flere togkilometer end i dag. Der kommer blandt andet dobbelt så mange lyntog i timen mellem Aarhus og København fra 2021.

Der vil i løbet af de 10 år blive plads til 25 procent flere passagerer, fremgår det af aftalen.

Derudover skal punktligheden i vejret.

I dag betragtes et fjern- eller regionaltog, som udgør den klart største gruppe i DSB's togdrift, som forsinket, hvis det ankommer mere end 5 minutter og 59 sekunder efter køreplanen.

Men efter en løbende indfasning skal grænsen fremover gå ved tre minutter.

Aftalen betyder også, at DSB kan begynde at købe el-tog. Det er den togtype, der skal bruges fremover, når jernbanenettet er blevet elektrificeret, som det er blevet aftalt i den store aftale om togfonden.

Derimod er der ikke lagt op til yderligere udbud af de enkelte togstrækninger i Danmark.

Det er blandt andet derfor, at Magnus Heunicke har måttet nøjes med en smal aftale med Enhedslisten og SF.

De blå partier - og også Dansk Folkeparti, der er med i aftalen om togfonden - har ønsket, at DSB skal udfordres på flere strækninger end i dag, hvor Arriva kører som eneste konkurrent på seks midtjyske strækninger.

I aftalen fremgår det dog, at man igangsætter en undersøgelse af mulighederne for at udbyde driften.

- Jeg er tilhænger af udbud. Men det skal gøres klogt. Derfor går der nogle år, før vi laver nye udbud, fordi vi er midt i en periode med historiske ombygninger af den danske jernbaneinfrastruktur som følge af Togfonden DK, siger Heunicke.

- Men endemålet er, at vi i Danmark har fuldt udbud af togtrafikken, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.