Ny dom: Vikarer skal have samme vilkår som fastansatte
Vikarer har krav på samme vilkår som fastansatte, fastslår ny dom. Men vikarbureauerne slipper for billigt, mener HK.
Vikarer skal have pension, tillæg og ferie på linje med øvrige ansatte. Her en laborant på Cheminova.
Vikarer skal have pension, tillæg og ferie på linje med øvrige ansatte. Her en laborant på Cheminova. Henning Bagger, Nordfoto


Det var i strid med loven, da vikarbureauet LabVikar Aps gav en kvindelig laborant ringere vilkår end hendes fastansatte kolleger, da hun var vikar hos Arla for halvandet år siden.

Det slog Sø- og Handelsretten fast tidligere i dag. For vikarer har krav på løn, pension og tillæg helt på linje med virksomhedernes øvrige ansatte.

Dommen er den første af sin art og danner præcedens for den fremtidige praksis i vikarbranchen. Den fjerner hidtidig tvivl om, hvordan vikarbureauer skal tolke det såkaldte princip om ligebehandling i vikarloven fra 2013.

HK’s politisk juridiske konsulent, Klara Hoffritz, er ikke i tvivl om, at den kvindelige laborant havde langt dårligere vilkår end sine kolleger.

- Vikaren fik ikke det samme i løn som de ansatte på virksomheden. De er gennem deres overenskomst sikret både pension, tillæg, fritvalgslønkonto og feriefridage, men hun fik ingen af de her ting. I hendes kontrakt stod bare en timeløn, siger Klara Hoffritz.

LÆS OGSÅ: Her arbejdede hjerneskadet psykiater som vikar

Vikaren skal behandles som de andre

Ifølge vikarloven skal vikarer ellers behandles på lige fod med fastansatte.

Dog kan pension og andre goder konverteres til kontant betaling, så længe det i værdi svarer til det, de fastansatte får. Men Arla-laborantens timeløn på 150 kroner lå langt under det, kollegernes løn og goder samlet løb op i.

Samtidig fremgik det ikke nogen steder fra vikarbureauets side, at goderne var indlejret i lønnen. Dagens dom pålægger vikarbureauer at bevise, hvordan den enkelte vikars vilkår svarer til kollegernes. Det glæder Klara Hoffritz fra HK.

- Her får vi klart slået fast, at det er bureauernes ansvar at behandle vikarer på lige fod med andre ansatte. Bureauerne skal dokumentere, at den løn de giver, svarer til det vikaren ville have fået, hvis vikaren var blevet ansat direkte i brugervirksomheden. Det er altså bureauerne, der har denne bevisbyrde, siger Klara Hoffritz og fortsætter:

- Hvis ikke bureauet kan vise, at vikaren har fået det, der svarer til det samme, som de ansatte på brugervirksomheden fik og samtidig ikke har skrevet det klart i kontrakten, hvad lønnen indeholdte, så må der ske en efterbetaling, siger hun.

I alt krævede HK knap 200.000 kroner i efterbetaling og godtgørelse fra vikarbureauet.

LÆS OGSÅ: Nu bliver det lettere at være vikar - se alle job

Hvad med julekurven?

Sådan gik det dog ikke helt i retten. Udover at efterbetale vikaren pension og feriegodtgørelse - cirka 20.000 kroner - slipper LabVikar med 10.000 kroner i godtgørelse for selve overtrædelsen.

Direktør i LabVikar Rikke Merton glæder sig over den nedsatte bod.

- Beløbsmæssigt er det blevet helt symbolsk, i forhold til hvad HK krævede. Derfor ser jeg heller ikke LabVikar som personlig taber i denne sag, men for vikarbranchen som helhed er det et stort nederlag, siger Rikke Merton.

For hvornår er der tale om en overtrædelse af ligebehandlingen, spørger hun.

- Det kan tolkes ret frit ud fra den her dom. Er det når vi giver en julekurv til vores vikarer, der er mindre end den julekurv, de fastansatte får? Eller når vores personale går i Adidas-kitler i laboratoriet, og de ansatte går i Lacoste?

LÆS OGSÅ: Kirsten om vikarliv - en skærebrænder i maven

Rikke Merton advarer om, at det vil blive meget administrativt tungt for vikarbureauerne at undersøge så detaljerede forhold på den enkelte virksomhed. Hun frygter, at det vil få nogle virksomheder til helt at fravælge at bruge bureauerne fremover.

- Det her betyder, at vikarbureauerne skal bruge rigtig meget tid på at lære deres kunde at kende ned til mindste detalje. Det vil give os mere arbejde, og det vil forstyrre vores kundevirksomheder i et omfang, der gør, at de måske slet ikke vil bruge vikarbureauer mere, siger hun og forudser, at små vikarbureauer vil være tvunget til at lukke.

Vikarer kan stadig bruges som løntrykkere

Selvom dommen faldt til vikarens fordel, er HK stærkt utilfreds med størrelsen på den nedsatte bod.

- Det er utilfredsstillende, at bureauerne slipper så billigt, når de overtræder ligebehandlingsprincippet. Sanktionerne bør være så høje, at det afskrækker bureauerne fra at spekulere i ikke at give vikarer lige vilkår – herunder den løn, de har krav på, siger Klara Hoffritz.

LÆS OGSÅ: Vil spænde ben for firmaers vikarfidus

Med de lave sanktioner kan vikarer nemlig stadig bruges til at dumpe lønnen for de fastansatte.

- Så længe sanktionerne er så lave, som tilfældet er her, vil vikarer kunne bruges til at undergrave løn- og ansættelsesvilkår for resten af arbejdsmarkedet, siger Klara Hoffritz.

Af samme grund overvejer HK nu at anke dommen til Højesteret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.