Ny dom: Ufarlig kørsel giver klip i kørekortet
Dommerne i Højesteret er uenige om, hvordan langsom kørsel forbi stop-skilt på Lolland skal sanktioneres.
Centralt i diskussionen har været, hvad der skal forstås ved ubetinget vigepligt.  Hvis der ikke er nogen færdsel at vige for, består der ingen pligt til at bremse helt op, har forsvarsadvokaten argumenteret.
Centralt i diskussionen har været, hvad der skal forstås ved ubetinget vigepligt. Hvis der ikke er nogen færdsel at vige for, består der ingen pligt til at bremse helt op, har forsvarsadvokaten argumenteret. Avisen.dk


Et fuldt stop-skilt skal tages helt bogstaveligt af trafikanterne. Selv om man triller langsomt frem og ikke er til fare for nogen, vil det udløse et klip i kørekortet.

Det er resultatet i en dom onsdag i Højesteret, hvor fem dommere tager stilling til en bilists kørsel i et kryds i Dannemare på Lolland.

Dommerne er uenige om, hvad der ifølge loven skete, da manden med cirka 10 kilometer i timen rullede forbi skiltet 26. juni 2012.

Tre mener, at manden har overtrådt en bestemmelse i færdselsloven, som udløser et klip. Derimod vurderer mindretallet på to, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, som udelukkende skal give en bøde.

Den sommerdag om formiddagen kom bilisten i en varebil frem til et kryds med fuldt stop-skiltet.

Han sikrede sig, at der ikke var trafik fra nogen af siderne og kørte så frem med cirka 10 kilometer i timen.

Siden den dag har mandens forsvarer, flere anklagere samt jurister i byretten, landsretten, Procesbevillingsnævnet og senest Højesteret studeret færdselslovens paragraffer og lovens forarbejder.

Forsvareren, advokat Jørgen Thomsen, har ment, at lovovertrædelsen ikke var så grov, at den skulle give et klip.

Centralt i diskussionen har været, hvad der skal forstås ved ubetinget vigepligt.

Hvis der ikke er nogen færdsel at vige for, består der ingen pligt til at bremse helt op, har advokaten argumenteret.

To af dommerne nærmer sig denne tankegang. Når fremkørslen ikke er til fare eller ulempe for andre, er der ikke tale om en alvorlig overtrædelse af den ubetingede vigepligt, fremgår det af dommen.

Derimod får anklagemyndigheden støtte hos flertallet. Ved en fuldt stop-tavle kan vigepligten kun overholdes ved at standse op, og der er ikke grund til at graduere overtrædelser af vigepligten, fastslår de tre dommere.

I øvrigt indebærer afgørelsen, at bilisten frakendes kortet betinget. Det er nemlig hans tredje klip.

Men trods udfaldet slipper manden for at betale sagens omkostninger for Højesteret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.