Ny dom giver revisorer våben mod millionkrav
Revisorbranchen håber, at afgørelse fra Højesteret vil hjælpe revisionsfirmaer i erstatningssager.
Revisionsbranchen håber, at afgørelse fra Højesteret kan hjælpe revisionsfirmaer i sager om erstatningskrav. Arkivfoto
Revisionsbranchen håber, at afgørelse fra Højesteret kan hjælpe revisionsfirmaer i sager om erstatningskrav. Arkivfoto Foto: Unknown/free


Kort før påske blev revisionsfirmaerne Ernst & Young og PWC i Højesteret frifundet i en mere end 12 år gammel sag om Memory Card Technologys kollaps i 2003.

Og den sag kan få stor betydning for revisorer i lignende sager, mener revisorbranchen, der vil bruge afgørelsen til at undgå at betale de millionkrav, revisionsfirmaer er blevet ramt af efter finanskrisen. Det skriver Børsen.

- Denne dom vil have en stor betydning for rigtig mange opgør i kølvandet på finanskrisen, siger Søren Bergenser fra Bergenser Advokatfirma til Børsen.

Han er selv advokat for revisorer i flere sager med store millionbeløb på spil.

I sagen om det hedengangne Memory Card Technology blev revisionsfirmaerne dømt til at betale 100 millioner kroner i erstatning, men blev altså frifundet i Højesteret.

I den nye afgørelse ligger den højeste retsinstans vægt på, at det ikke er nok, at revisorerne har begået grove fejl. Det skal også kunne bevises, at fejlene er direkte årsag til tab, hvis der er nogen, der skal have erstatning, skriver Børsen.

- Set fra branchens side er afgørelsen helt central, skriver administrerende direktør Charlotte Jepsen fra revisorernes brancheforening FSR i en skriftlig kommentar til Børsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.