Ny dansk teknik sprænger og erstatter defekt hjerteklap
Danske hjertelæger har udviklet en ny teknik, der minimerer risikoen ved fornyelse af defekte hjerteklapper.
Danske hjertelæger har som de første i verden haft held til at sprænge en defekt hjerteklap og efterfølgende placere en ny hjerteklap inden i den gamle
Danske hjertelæger har som de første i verden haft held til at sprænge en defekt hjerteklap og efterfølgende placere en ny hjerteklap inden i den gamle Foto: Colourbox/VINCENT HAZAT / PHOTOALTO


Hjertelæger fra Aarhus Universitetshospital har udviklet en ny teknik, der minimerer risikoen ved udskiftning af biologiske hjerteklapper.

- Fordelen er, at patienter med et mindre indgreb kan få udskiftet hjerteklappen. Risikoen ved den nye operation er væsentligt mindre, og patienterne kommer sig meget hurtigere, siger overlæge Jens Erik Nielsen-Kudsk, der er en af lægerne bag den nye teknik.

I 2014 konstaterede forskere, at biologiske hjerteklapper af mærket Mitroflow kan have en kortere holdbarhed end andre biologiske hjerteklapper.

Holdbarheden på en sådan hjerteklap er ifølge overlægen Jens Erik Nielsen-Kudsk mellem fem og 15 år, før den bliver forkalket og utæt.

Fordelen ved de biologiske hjerteklapper er, at man ikke behøver at være på blodfortyndende medicin. En kunstig hjerteklap kræver blodfortyndende medicin hele livet.

Hvis den defekte biologiske hjerteklap er forholdsvis stor, kan lægerne med en skånsom teknik sætte en ny hjerteklap ind i den defekte klap uden at åbne brystkassen på patienten.

Men både i Danmark og i udlandet har det vist sig, at det især er de mindre størrelser af Mitroflow-klappen, der giver problemer.

De danske hjertelæger har eksperimenteret sig frem til en teknik, der løser problemet med de mindre Mitroflow-klapper. Via et kateter i lysken fører lægerne en ballon op til hjertet.

- Vi placerer ballonen inde i den defekte hjerteklap og pumper ballonen op, så hjerteklappens ydre ring udvides og sprænges, siger professor Henning Rud Andersen, der også står bag den nye teknik.

Herefter kan en ny sammenfoldet hjerteklap føres samme vej op til hjertet og sættes på plads inden i den sprængte hjerteklap.

Foreløbig har hjertelægerne på Aarhus Universitetshospital gennemført behandlingen på fire patienter.

Der skal laves yderligere forsøg, før lægerne kan lave lignende operationer på andre hjerteklapper end dem af mærket Mitroflow.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.