Ny dansk modvind: OL-guldvindere må trække sig i Varese
Letvægtsdoublesculleren med Mads Rasmussen og Rasmus Quist har grundet sygdom trukket sig fra World Cup.
Mads Rasmussen (tv.) og Rasmus Quist jubler over guld ved OL i London, men lige for tiden har de ikke meget at juble over efter nye sygdomsproblemer.
Mads Rasmussen (tv.) og Rasmus Quist jubler over guld ved OL i London, men lige for tiden har de ikke meget at juble over efter nye sygdomsproblemer. Foto: Manan Vatsyayana/AP


Først måtte guldfireren blive hjemme fra World Cup-afdelingen i italienske Varese grundet madforgiftning til et af besætningsmedlemmerne, og nu er den gal med letvægtsdoublesculleren med Mads Rasmussen og Rasmus Quist.

Førstnævnte kæmpede med maveonde i de indledende løb, og det har nu fået de to danskere til at trække sig fra resten af stævnet. Mads Rasmussen måtte kaste op efter opsamlingsløbene.

De to danskere, som vandt guld ved OL i London i 2012, har været ramt af uheld i denne sæson, hvor både skader og sygdom til Rasmus Quist har sat båden tilbage i bestræbelserne på at blive udtaget til VM i Frankrig.

Det er her, de skal sikre billetten til OL i Rio næste år, hvor guldet skal forsvares, og med sygdommen til Mads Rasmussen er det endnu et tilbageskridt for målsætningen.

Trods letvægtsdoublescullerens exit har Damark stadig syv både repræsenteret i semifinalerne lørdag i Varese.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.