Ny Brøndby-bomber er glad for at holde nullet
Ronnie Schwartz kom ind til debut for Brøndby mod AC Omonia, og at holde nullet var vigtigt, mener han.
Ronnie Schwartz fik debut for Brøndby torsdag aften, og han tror på, at han snart vil være at finde i målscorerens rolle for klubben.
Ronnie Schwartz fik debut for Brøndby torsdag aften, og han tror på, at han snart vil være at finde i målscorerens rolle for klubben. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Brøndby brændte fire-fem store chancer i Europa League-kvalifikationskampen mod AC Omonia, men alligevel var der en smule tilfredshed over at holde nullet i Brøndby-lejren.

Nytilkomne Ronnie Schwartz, som fik en halv time i front, ærgrer sig over de brændte chancer, men han ser alligevel gode muligheder for holdet efter at have holdt Omonia fra scoring.

- Det er vigtigt, vi holder nullet. Det er sindssygt vigtigt. Hvis vi får scoret en enkelt dernede, så ser det svært ud for dem. Vi har stadig en fornuftig chance for at gå videre, synes jeg, lyder det fra den tidligere Randers-angriber.

Troen på videre avancement er bestemt til stede, men vægtskålen hælder måske en anelse i cypriotisk retning, erkender han.

- De har måske en lille fordel nu, men jeg synes, vi står godt defensivt, og offensivt kreerer vi de tre-fire chancer, der skal til, og så skal vi bare putte den ind dernede, siger Schwartz.

Efter masser af tid på bænken i fransk fodbold skal angriberen lige banke den værste rust af, men han forventer, det kommer til at ske hurtigt.

- Jeg mangler selvfølgelig lige de sidste procenter, men jeg håber, jeg kan få nogle kampe hurtigt, og så falder jeg ind i den rytme, jeg havde tidligere, siger angriberen, der er klar til måljagt i weekenden.

- Nu fik jeg ikke scoret i dag, og så må næste mål jo være at gøre det på søndag.

Her venter et opgør mod Hobro, som Brøndby tabte til i tre ud af tre kampe i sidste sæson.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.