Ny app skal integrere asylansøgere bedre i Danmark
Rettigheder i forhold til seksualitet, uddannelse og job forklares i ny app, som skal styrke integrationen.
Undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) lancerer app, som skal oplyse asylansøgere om danske forhold.
Undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) lancerer app, som skal oplyse asylansøgere om danske forhold. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Hvilke rettigheder har mænd, kvinder og børn i Danmark? Og hvordan er det med ligestilling og rettigheder i forhold til familieforhold, seksualitet, uddannelse og beskæftigelse?

Det kan asylansøgere nu blandt andet finde svar på i en ny mobiltelefon-app, som undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) lancerer.

- App'en kommer ikke til at stå alene. Der kommer til at være undervisning i asylcentrene i både ligestilling og rettigheder i det danske samfund, så folk, som kommer hertil, også får en fornemmelse af, hvad vi forventer, at de kender til.

- Man skal respektere, at mænd og kvinder er lige, og man skal forstå, hvad det grundlæggende betyder at bo i et demokratisk samfund som det danske.

- Det er derfor, vi lancerer en app, som skal oplyse om de ting sammen med undervisningen, siger Ellen Trane Nørby.

Den nye app er på seks forskellige sprog - arabisk, engelsk, farsi, urdu, tyrkisk og dansk. Den er en del af regeringens integrationsudspil.

Som led i integrationsudspillet skal asylansøgere undervises i og oplyses om ligestilling og demokratiske frihedsværdier.

- App'en er en let måde at få informationer om Danmark. Vi har set, at mange indvandrerkvinder desværre ikke har lært det danske sprog og dermed ved, hvilke rettigheder de har.

- Nu kan man på en let måde finde lovgivningen i Danmark, hvis man for eksempel har været udsat for vold, hvis man ønsker skilsmisse, eller hvis man oplever en eller anden form for undertrykkelse.

- Så jeg håber, at det er et redskab, som mange vil gøre brug af, siger Ellen Trane Nørby.

Foruden den nye app lanceres der også plakater og foldere om samme emner. Plakater og foldere sendes ud til alle asylcentre, sprogskoler, kommunernes borgerservice, politiet, bydelsmødrene og hovedbiblioteker.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.