Ny anholdelse i sag om drabsforsøg på gågade
På Købmagergade i København blev to mænd stukket ned med kniv. Mistænkt har nu meldt sig selv.


Endnu en ung mand er blevet anholdt i sagen om et farligt overfald med kniv midt i København i sidste uge.

En 21-årig mand har mandag formiddag i selskab med en advokat henvendt sig til Københavns Politi, som har kvitteret med en anholdelse.

Han sigtes for drabsforsøg, oplyser Hans Erik Raben fra afdelingen for personfarlig kriminalitet til Ritzau.

Politiet mener, at han deltog, da to mænd i 20'erne tidligt onsdag morgen i sidste uge blev overfaldet på Købmagergade.

Det ene offer blev opereret på Rigshospitalet, mens det andet offer ikke kom alvorligt til skade.

I forbindelse med en afspærring af området ved Købmagergade og Kronprinsensgade blev to unge på 19 år anholdt.

Den ene blev onsdag aften i et grundlovsforhør varetægtsfængslet, mens den anden fik anholdelsen opretholdt. Sidstnævnte blev sat på fri fod fredag, oplyser Hans Erik Raben.

Med henvisning til de lukkede døre ved grundlovsforhøret i sidste uge ønsker han mandag ikke at udtale sig om motiv og andre detaljer.

Men i sidste uge sagde en efterforskningsleder, at hændelsen formentlig udsprang af "noget tumult i nattelivet."

Tirsdag skal en dommer afgøre, om der er grundlag for også at varetægtsfængsle den 21-årige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.