Ny aftale bremser klimaforandringer og temperaturstigning
En aftale om nedtrapning af klimaskadelige gasser har stor betydning for klimaet, vurderer forhandlingsleder.
Verdens lande er gået sammen om at mindske brugen af skadelige HFC-gasser. Den nye aftale kan spare klimaet for cirka 65 milliarder ton CO2 frem til 2050, oplyser Miljøstyrelsen. Arkivfoto.
Verdens lande er gået sammen om at mindske brugen af skadelige HFC-gasser. Den nye aftale kan spare klimaet for cirka 65 milliarder ton CO2 frem til 2050, oplyser Miljøstyrelsen. Arkivfoto. Foto: Michael Bothager/Scanpix


En ny aftale om nedtrapning af klimaskadelige gasser kan resultere i, at kloden undgår en temperaturstigning på op til en halv grad frem til 2100.

Den næsten otte år lange forhandlingsproces har været vanskelig. Men den endelige aftale er god, lyder det fra Miljøstyrelsens udsendte forhandlingsleder, Mikkel Aaman Sørensen, der har været i Rwanda lørdag for at få aftalen på plads.

- Aftalen har stor betydning. Vi vil forhåbentlig mærke, at de temperaturstigninger og klimaforandringer, som vi ellers ville se om 30-35 år, ikke vil være lige så markante, siger han.

HFC-gasserne bruges i blandt andet frysere, spraydåser og airconditionanlæg. De har vist sig at have en langt kraftigere drivhuseffekt end CO2.

I nogle tilfælde er de 10.000 gange så kraftige som CO2, og dermed bidrager de til at opvarme kloden, som i forvejen har det varmt.

Aftalen vil ifølge beregninger skabe en samlet besparelse på cirka 65 milliarder ton CO2 frem til 2050. Kloden undgår dermed en potentiel stigning på op til 0,5 grader frem til 2100.

Det ligger fint i stil med klimaaftalen fra Paris, hvor verdens ledere blev enige om, at klodens temperaturstigning skal holdes på under to grader.

Både de industrialiserede lande og udviklingslandene skal i fremtiden mindske forbruget af de skadelige gasser.

Danmark indgår i aftalen, men har allerede et delvist forbud mod at bruge de skadelige gasser. Man må derfor kun bruge gasserne i Danmark, når der ikke er andre alternativer.

- Vi er stort set der, hvor vi håber, at resten af verden vil være om 10-15 år, og hvor ulandene er om 30 år. Vi har sådan set allerede leveret vores del af aftalen for mange år siden, siger han.

Ifølge forhandlingslederen gør det, at de danske virksomheder, der har udviklet alternative teknologier inden for køleanlæg, nu forhåbentlig vil få et større globalt marked.

Aftalen blev vedtaget på et møde natten til lørdag, hvor forhandlere fra de 193 medlemslande i FN samt EU, Vatikanstaten og østaterne Cook Islands og Niue var til stede.

HFC-gasser hører under den såkaldte Montreal-protokol, der blev vedtaget i 1987.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.