Ny afgørelse: Ok at fyre sosu, som hældte øl i håret på kollega
Nordjyde blev bortvist fra sit arbejde, efter at han havde været fuld og skejet ud til en fest med kolleger.
Vestre Landsret har afgjort, at det var berettiget at fyre en social- og sundhedshjælper, der havde skejet ud over for arbejdskolleger til en privat fest.
Vestre Landsret har afgjort, at det var berettiget at fyre en social- og sundhedshjælper, der havde skejet ud over for arbejdskolleger til en privat fest. Foto: Scanpix / Model


Alkohol, arbejdskolleger og privat fest er ikke nogen god cocktail. Man kan nemlig miste sit arbejde.

Det må en ældre social- og sundhedshjælper fra Aalborg erkende, efter Vestre Landsret har frifundet hans arbejdsgiver for at skulle betale erstatning til ham for uberettiget bortvisning.

Den pågældende havde været ansat som nattevagt på det private Rørbæk Omsorgshjem ved Hobro i syv år, da han i 2013 blev inviteret med til en kollegas 50-års fødselsdag.

Han kan ikke selv huske så meget fra festen, men hældte øl i håret på en kollega og opførte sig nærgående overfor en anden.

På et tidspunkt ville han holde tale for fødselaren. Det, synes en af hans kvindelige kolleger, var en rigtig dårlig idé, og han spurgte hvorfor. "Fordi du er fuld", svarede kvinden, hvorefter han slog ud efter hende, og ramte hende på kinden.

Så blev det for meget for de øvrige festdeltagere. Den fulde mand blev lagt ned og smidt ud.

Dagen efter ringede han til værten og undskyldte sin opførsel, ligesom han mødte på arbejde i de kommende dage.

Nogle dage senere blev han bortvist. Ledelsen gav som begrundelse, at hans opførsel til festen havde umuliggjort et godt, tillidsfuldt samarbejde med ham.

Gennem fagforeningen FOA krævede han en erstatning på 254.000 kroner for uberettiget bortvisning, og Retten i Aalborg gav ham medhold.

Byretten mente, at hændelserne var sket til en privat fest uden direkte tilknytning til arbejdet, og at bortvisningen derfor ikke var i orden.

Vestre Landsret er nu kommet til den modsatte konklusion.

Landsretten siger, at kollegerne efterfølgende overfor ledelsen havde tilkendegivet, at hans opførsel havde lavet dybe skår i tillidsforholdet mellem ham og dem. Derfor kunne han fyres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.