Der er nye tider på vej for de danske soldater i Afghanistan.
Til april får de nemlig en helt ny rolle i det krigshærgede land. NATOs ledelse besluttede i dag at tildele danskerne ansvaret for at træne en hel afghansk bataljon på 450 mand.
Bataljonen skal på sigt overtage de danske soldaters opgaver i forbindelse med kamphandlinger, så danskerne primært skal fungere som back-up for afghanerne.
"Vi kan med troværdighed sige, at vi nu kan løfte målet om, at de danske soldater skal have en ny og mere tilbagetrukket rolle i løbet af 2011. Det har været et stort ønske fra forligspartierne at se et nyt perspektiv for den danske indsats, og jeg tror, det her vil betyde meget for opbakningen til missionen," siger udenrigsminister Lene Espersen ifølge tv2.dk.
Den afghanske bataljon ventes at være fremme hos de danske styrker og klar til indsættelse i Helmand-provinsen indenfor en måned.
Danmark er den nation, som har flest soldater per indbygger udstationeret i Afghanistan.