Nul uddannelse: Så mange arbejdspladser har droppet kurserne
Tusindvis af medarbejdere får ingen efteruddannelse, viser en ny undersøgelse blandt tillidsfolk.
På hver sjette arbejdsplads svarer tillidsrepræsentanten, at arbejdspladsen ikke noget for at uddanne medarbejdere.
På hver sjette arbejdsplads svarer tillidsrepræsentanten, at arbejdspladsen ikke noget for at uddanne medarbejdere. Foto: Scanpix


En undersøgelse blandt tillidsrepræsentanter hos 3F afslører, at tusindvis af medarbejdere aldrig får så meget som et kursus eller anden form for uddannelse. Det er stærkt bekymrende både for den enkelte og for virksomhederne, mener 3F. Dansk Industri er "mindre bekymret."

Det skriver Ugebrevet A4.

I undersøgelsen, som Analyse Danmark har gennemført for fagforbundet 3F, fortæller 1.309 tillidsrepræsentanter om forholdene på deres arbejdspladser, der er fordelt på mange brancher og virksomhedsstørrelser.

Undersøgelsen har spurgt ind til, hvad der foregår af uddannelse på arbejdspladsen. Blandt andet om der er lærlinge, efteruddannelse, intern uddannelse eller sidemandsoplæring. På hver sjette arbejdsplads svarer tillidsrepræsentanten imidlertid: 'Min arbejdsplads gør ingenting for at uddanne medarbejdere.'

Hver sjette tillidsrepræsentant svarer til at tusindvis af lønmodtagere ikke kommer i nærheden af efteruddannelse.

- Vi er stærkt bekymret over de arbejdspladser, hvor der ikke foregår nogen organiseret uddannelse, siger Søren Heisel, som er forbundssekretær i 3F, til Ugebrevet A4.

- Hvis man som ansat ikke løbende efteruddannes, bliver det sværere at få job andre steder. Og man kan være rigtigt dårligt stillet, hvis arbejdspladsen skal mande ned eller lukke helt. Uden formel uddannelse er din mobilitet mindre, siger han.

Hos Dansk Industri (DI) er erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen 'mindre bekymret'.

- Det er relativt, om man synes, hver sjette arbejdsplads er mange eller få, siger hun til Ugebrevet A4.

- Jeg er mere optaget af, at der ifølge undersøgelsen på langt hovedparten af arbejdspladser sker en eller anden form for uddannelse. For eksempel er det positivt, at der er sidemandsoplæring på et stort antal arbejdspladser, siger hun.

Som årsag til manglende uddannelse svarer 40 procent, at arbejdsgiveren er modvillig, mens 25 procent svarer, at de har for travlt.

Blandt de faggrupper, som får mindst efteruddannelse, er kokkene. Her er det almindeligt at bruge jobskifte som efteruddannelse - eksempelvis at skifte fra en steakrestaurant til en fiskerestaurant for at lære nyt, oplyser Michael Jørgensen, uddannelseskonsulent i 3F inden for hotel- og restaurationsbranchen

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.