Stadig flere private bureauer tjener penge på, at skaffe unge udenlandske kvinder til Danmark.
Au pair-bureauer, der formidler kontakt mellem unge kvinder og værtsfamilier er vokset frem. Men ingen kontrollerer bureauernes rådgivning af danske familier, eller om de behandler pigerne ordentligt.
En ekspert og fagforeningen FOA efterlyser bedre opsyn med de private bureauer, når folketingets partier i den kommende tid forhandler en modernisering af au pair-ordningen.
Læs om regeringens udspil her
"Det er problematisk at have private bureauer, som laver business på det her. Det er en statslig ordning, så der burde som minimum være en instans, som fører kontrol. Det her er det rene Klondyke," siger migrationsforsker Helle Stenum, der står bag flere undersøgelser om au pairers arbejdsforhold.
Bonus på 10.000 kroner
De fleste au pairer finder stadig vej til Danmark gennem private kontakter, men flere lader sig rekruttere gennem bureauer.
Et af dem er 'Au Pair Agency Denmark', som i forbindelse med regeringens plan om at ændre au pair-ordningen har markeret sig med flere kontroversielle udmeldinger.
Au Pair Agency Denmark fraråder åbenlyst danske familier at vælge en filippinsk au pair, som ifølge ejer Lina Bale kun tænker på penge og på at blive gravid.
Læs interview med Lina Bale her
Bureauet anbefaler for eksempel at vælge en au pair fra Nepal eller Kina.
Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) varslede et stop for hjemsendelse af gravide au pair-piger, reagerede bureauet med en bonus-ordning på 10.000 kroner til filippinske au pairer, hvis de ikke bliver gravide.
Læs også: Au pair-bonus: 10.000 for at undgå graviditet
Senest har hun meldt ud, at regeringens intention om at hæve månedslønnen fra 3.250 kroner til 4.000 kroner vil få danske familier til at deles om udgiften til en au pair, som så skal arbejde for to familier.
Ifølge Au Pair Agency Denmark selv har bureauet skaffet over 3.000 unge kvinder til Danmark.
Men Au Pair Agency Denmark er ikke alene. Ifølge fagforbundet FOA findes der en broget underskov af lignende firmaer.
"Gud og hver mand kan slå sig ned som jobformidlere på det her område, fordi det ikke er anerkendt som egentligt job. Deres forretning forudsætter, at de pleaser værtsfamilien," siger forhandlingschef Jakob Bang.
Et dyrekøbt match
Prisen for en dansk familie for at blive 'matchet' med en au pair kan løbe helt op i 5.000 kroner.
Problemet er, at bureauerne automatisk vælger værtsfamiliens parti, hvis der opstår en krise i samarbejdet, mener FOA.
"Derfor bør der der være kontrol med den her type formidling. Det er der i andre lande, men ikke i Danmark," siger Jakob Bang fra FOA.
Han nævner eksempler på, at au pair-piger skal betale 10-20.000 kroner til bureauet for at komme i huset hos en dansk familie.
Respektløs holdning
Migrationsforsker Helle Stenum finder det dybt kritisabelt, at et bureau, som formidler arbejdskraft, rådgiver så fordomsfuldt om forskellige nationaliteter.
"Men man har set samme mønster hos bureauer i andre europæiske lande. Det handler om, at nepalesere ofte kommer fra fattige kår og ikke har den samme erfaring som vandrende arbejdskraft, mens mange filippinere er bedre i stand til at sige fra," siger hun.
Beskæftigelsesministeriet har netop præsenteret 14 forslag til opdatering af au pair-ordningen. Private bureauer er ikke nævnt i udspillet.