Nu vil Mette F. sige undskylde for overgreb på børnehjem
Mette Frederiksen vil have en udredning om grupper, der er blevet udsat for overgreb på statens institutioner.


Børnehjemsbørn, der ikke kunne spise deres mad, blev tvunget til at gøre det alligevel. Når de kastede op, blev de tvunget til at indtage opkastet. Ofte ledsaget af et drag over nakken.

Det er bare en af mange rædselsvækkende beretninger om, hvordan det kunne være at være anbragt på statens institutioner i årtierne efter krigen og i 1950'erne og 1960'erne.

Og de mange dokumenterede overgreb på børn, udviklingshæmmede, psykisk syge, handikappede og andre i de år skal staten nu sige undskyld for, mener Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, ifølge Politiken.

Hendes parti vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om først at få en faglig udredning om de grupper af udsatte, der blev udsat for overgreb på statens sociale institutioner. Derpå skal de have en officiel undskyldning.

Eventuelt ledsaget af mulighed for erstatning, skriver Politiken.

Det er et kursskifte i partiet, der hidtil ikke har villet sige undskyld - senest fastslået i 2012 af daværende socialminister Karen Hækkerup. Det erkender Mette Frederiksen.

- Men det står klart nu, at en række grupper har været glemt i historieskrivningen, og at de har været udsat for voldsomme svigt af myndighederne.

- Det er særlig alvorligt, at det er sket i moderne tid, og at der i den grad er sket systematisk tilsidesættelse af rettigheder for mennesker, der stadig lever og har krav på, at vi lytter til dem, siger Mette Frederiksen til avisen.

SF er begejstret for S-udmeldingen, og både De Radikale og DF er parat til at drøfte forslaget.

Enhedslisten er ligeledes glad for kursskiftet, men undrer sig over, at det først kommer nu.

- Da Socialdemokraterne sad i regering - endda da de besad posten som socialminister - spurgte Enhedslisten gentagne gange til den undskyldning. Og lige lidt hjalp det i alle fire år. Nu, når Mette Frederiksens udmelding er en gratis omgang, virker det ærligt talt lidt hult, skriver socialordfører Pernille Skipper i en mail til Ritzau.

Socialminister Karen Ellemann (V) afviser S-forslaget.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.