Nu taler Villy Søvndal i kontroversiel sag
Daværende udenrigsminister kendte intet til politiets ordre om at afskærme demonstranter under statsbesøg.
Villy Søvndal (SF) vidste intet om ordren til politiet om at afskærme demonstranter under et kinesisk statsbesøg i 2012. Det siger han til Politiken. Arkivfoto.
Villy Søvndal (SF) vidste intet om ordren til politiet om at afskærme demonstranter under et kinesisk statsbesøg i 2012. Det siger han til Politiken. Arkivfoto. Foto: Keld Navntoft/Scanpix


Den daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) erklærer sig uvidende om ordren til politiet om at gribe ind mod demonstranter ved et kinesisk statsbesøg i 2012.

Det skriver Politiken lørdag.

Da Kinas daværende præsident, Hu Jintao, besøgte Danmark i juni 2012, tog de danske værter store hensyn. Mens de kinesiske gæster oplevede København, sørgede Københavns Politi for at skjule ellers lovlige demonstrationer for et frit Tibet.

Det er siden kommet frem, at indgrebet i ytrings- og forsamlingsfriheden skete på baggrund af en ordre oppefra.

En undersøgelseskommission skal nu finde ud af, hvem der gav ordren.

Den daværende justitsminister, Morten Bødskov (S), har allerede afvist at have kendskab til ordren. Og nu siger daværende udenrigsminister, Villy Søvndal, at han heller ikke havde kendskab til den.

- Jeg har aldrig hørt om det, siger han til Politiken.

Udenrigsministeriet er ellers kommet i søgelyset, efter at Radio24syv har omtalt et fortroligt notat.

Notatet beskriver et møde mellem ministeriets daværende departementschef, Claus Grube, og den kinesiske viceudenrigsminister tre uger før besøget.

Kineserne understregede ifølge Radio24syv, at det var afgørende at undgå forstyrrelser.

Grube svarede ifølge Radio24syv, at han selv havde sørget for at tale med politiet og Justitsministeriet om at få de "fornødne sikkerhedsarrangementer" på plads.

Villy Søvndal siger, at han ville have modsat sig, hvis han havde hørt om planerne.

- Så ville jeg selvfølgelig have sagt, at det indlysende ikke var i overensstemmelse med grundlovens bestemmelser om retten til at ytre sig og at demonstrere, siger han til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.