Nu taler Mette F. om udskældt reform: Ressourceforløb skal ikke foregå i sengen
Forligskredsen må se på den stærkt omtalte førtidspensions-reform, mener S-formanden.
Jeg lytter selvfølgelig til kritikken, og hvis vi har begået nogen fejl eller ting, som vi ikke har været præcise om, må vi selvfølgelig diskutere det, siger Mette Frederiksen (S).
Jeg lytter selvfølgelig til kritikken, og hvis vi har begået nogen fejl eller ting, som vi ikke har været præcise om, må vi selvfølgelig diskutere det, siger Mette Frederiksen (S). Foto: Scanpix/arkiv


Som beskæftigelsesminister var Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), arkitekten bag den såkaldte førtidsreform, der også indførte de udskældte ressourceforløb, hvor kommunen sender syge mennesker i arbejdsprøvning igen og igen før de får tilkendt en førtidspension.

I nogle tilfælde skulle syge borgere tage deres seng med i praktik

I et interview med Ugebrevet A4 fredag vedkender Mette Frederiksen sig nu, at ressourceforløbene ikke er skruet rigtigt sammen alle steder i dag. Nogle kommuner sender syge borgere i arbejdsprøvning flere gange i stedet for at give dem den ro, som en førtidspension kan.

- Det var bestemt ikke meningen, at man skulle have sin seng med på arbejde. Hvis det er rigtigt, at nogle af de personer, der er i ressourceforløb, er sengeliggende synes jeg, at det er i overkanten, siger Mette Frederiksen.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr har i et interview med Ugebrevet A4 varslet et opgør med ressourceforløbene og krævet at forligskredsen bag førtidspensionsreformen mødes til efteråret og går den efter i sømmene.

Det bakker Mette Frederiksen op om.

- Det kan være en god ide at se på det i forligskredsen. Jeg tror på, at for langt de fleste mennesker er det vigtigere at have en tilknytning til arbejdsmarkedet end ikke at have det, hvis det foregår på den rigtige måde. Jeg lytter selvfølgelig til kritikken, og hvis vi har begået nogen fejl eller ting, som vi ikke har været præcise om, må vi selvfølgelig diskutere det, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.