Selvom den danske pop-dronning Medina har måtte aflyse en planlagt turné i efteråret med seks koncerter i større tyske byer, så glæder hun sig til at vende tilbage til vores sydlige naboer.
Det skriver Medina i et opslag på Facebook:
- Det gør mig så trist at skuffe jer med at aflyse min kommende tyske turné.
Det var hendes tyske bookingbureau, Selective Artists, som meddelte at koncerterne i Hamburg, Berlin, Stuttgart, Köln, Frankfurt og Munchen til november var aflyst på grund af 'manglende aktivitet på det tyske marked'.
- Det betyder ikke, at vi ikke vil se hinanden igen ... Vi ses i 2017. Og jeg kan ikke vente, skriver Medina i opslaget.
For seks år siden lå Medinas engelsksprogede album 'Welcome to Medina' på en førsteplads på den tyske iTunes-hitliste.