Efter sejren over Sverige søndag aften har hele håndbold-danmark hyldet den danske playmaker Kristina ’Mulle’ Kristiansen.
Hun trøstede nemlig sin sønderknuste svenske modstander Nathalie Hagman, efter det smertelige nederlag i det nordiske opgør, der endte med at sende Danmark i kvartfinalen.
En vaks pressefotograf fik hurtigt dokumenteret de kærlige kram mellem de to håndboldspillere, hvoraf danskeren offentligt har fortalt, at hun er til piger.
Kristina Kristiansen har dog også tidligere lagt et foto ud på det sociale fotodelingsmedie, Instagram, hvor hun kysser med samme svenske landsholdsprofil. Det fik hurtigt kæresterygterne til at sprede sig i det håndboldgale Danmark.
Og nu har BT fisket svar om den mulige svensk-danske romance ud af den blonde dansker. På spørgsmålet ’er i kærester’, svarer hun:
- Lad mig sige det sådan, at jeg er optaget, siger Kristina Kristiansen.
Hun fortæller også, at hun har det fint nok med billedet på Instagram, som hun ’jo selv har lagt ud’. De to kender hinanden fra tiden på Team Tvis Holstebro, forklarer hun.
Kristina ’Mulle’ Kristiansen ser det som en ’naturlig handling’ at trøste sin svenske kollega.
- Spillerne på det danske og svenske hold kender hinanden på kryds og tværs. Så selvfølgelig skulle Nathalie have et kram. Folk spiller på klubhold sammen til daglig. Så efter en landskamp går snakken naturligvis videre, siger Kristina Kristiansen til BT.
Danmark møder Rumænien i kvartfinalen ved VM.