Der gik et sus igennem Danmark, da prins Joachims tidligere kone, grevinde Alexandra, i efteråret fortalte, at hun skulle skilles for anden gang.
Efter sin skilsmisse fra Joachim blev hun gift med den 14 år yngre filmfotograf Martin Jørgensen, og i mange år levede parret sammen i den store villa i København Ø, som Alexandra flyttede ind i, da hun og Joachim brød op.
Men i september gik Martin og Alexandra fra hinanden, og selvom der har været meget skriveri om deres brud, har de begge været stille.
Nu bryder Alexandra stilheden overfor Se og Hør:
- Det har været rigtigt hårdt. Men jeg har det bedre nu. Jeg glæder mig sådan til at begynde et nyt år med nye, friske ting, hvor alt kan kastes op i luften, siger hun ifølge BT til ugebladet.
Lader sig ikke slå ud
Det har været en heftig tid for grevinden, som har måtte se sin eks kædet sammen med tidligere X Factor-vært Eva Harlou, der blev skilt fra sin mand, musikproduceren Thomas Troelsen, omtrent på samme tid, som Martin og Alexandra gik fra hinanden.
Men sladder og et nyt liv som single slår ikke den tidligere prinsesse ud. Tværdigmod er hun mere kampklar end nogensinde, og går et nyt liv i møde med oprejst pande.
Hun glæder sig til alle de nye ting, hun nu skal opleve, fortæller hun til Se og Hør:
- Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg vil prøve noget nyt, og alle muligheder ligger åbne.