Nu svarer Støjberg på Danfoss-kritik: Du er galt på den, Clausen
Integrationsminister, Inger Støjberg (V), er helt uforstående over for Danfoss-formanden Jørgen Mads Clausens kritik af de danske asylregler.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil gerne lytte til kritik fra Danfoss-formanden Jørgen Mads Clausen, selvom hun på flere punkter er uenig i den kritik, han kommer med.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil gerne lytte til kritik fra Danfoss-formanden Jørgen Mads Clausen, selvom hun på flere punkter er uenig i den kritik, han kommer med. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix Arkiv


Som Avisen.dk skriver i dag, er bestyrelsesformand i Danfoss Jørgen Mads Clausen træt af, at ufleksible og rigide asylregler står i vejen for, at arbejdsparate asylansøgere hurtigt kan blive en del af det danske arbejdsmarked.

Det er dog ikke en problematik, som integrationsminister Inger Støjberg (V) genkender, hvilket hun fredag eftermiddag slår fast i et interview til TV2 News.

- Dét - at man er asylansøger i Danmark - er ikke det samme, som at man får en arbejdstilladelse, for det vil jo betyde, at der så vil komme alt, alt, alt for mange asylansøgere til Danmark, siger Inger Støjberg til TV2 News.

Heller ikke Venstres integrationsordfører Marcus Knuths mener, at den aktuelle asylkritik har sit fokus rettet mod det rigtige sted.

- I Venstre er vi først og fremmest fokuseret på, at den enkelte asylansøger får sin sag afklaret hurtigst muligt. Spørgsmålet om, hvorvidt asylansøgere skal ud i arbejde eller ej, det er mindre vigtig, siger Marcus Knuth til Avisen.dk.

Støjberg er lydhør over for kritikken

Selvom Inger Støjberg ikke mener, at den kritik, som Jørgen Mads Clausen kommer med, er rigtig, afviser hun ikke at gå i dialog med erhvervsmanden.

- Jeg lytter gerne til den kritik, som Jørgen Mads Clausen kommer med og diskuterer det også rigtig gerne med ham, men der er altså nogle af tingene, som han fremfører, der ikke er helt korrekt, siger hun til TV2 News.

Det er blandt andet spørgsmålet om, hvilke muligheder flygtninge skal have for at flytte mellem kommunerne, der får Inger Støjberg til at hævde, at Jørgen Mads Clausen har misforstået dele af integrationsloven.

Som Avisen.dk tidligere har beskrevet, går kritikken fra Jørgen Mads Clausen blandt andet på, at der skal gå tre år, før flygtninge selv bestemmer, hvilken kommune de vil bo i.

Hvis de flytter efter et job i en anden kommune i mellemtiden, risikerer de at miste retten til blandt andet sprogundervisning og økonomisk hjælp. Samtidig får den nye modtager-kommune heller ikke kompensation på samme vilkår.

Men at det skulle være et problem, mener integrationsministeren ikke.

- Man (flygtninge red.) kan sagtens flytte fra den ene kommune til den anden, når man er i gang med sin integrationsproces. Men er der ting, der står i vejen, så lad os diskutere det. Jeg vil bare ikke ændre hele asylpolitikken, for det mener jeg simpelthen ikke er rigtigt at gøre, siger Inger Støjberg til TV2 News.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.