Nu starter blodbadet: Her er de største dramaer efter valget
Hvem er inde, og hvem er ude af Folketinget? Der er udsigt til drama i fordelingen af de personlige mandater.
Valgfesterne var sjovere nogle steder end andre. Med det dårligste valgresultat i flere årtier er der optræk til drama, når mandaterne skal fordeles mellem partiets kandidater.
Valgfesterne var sjovere nogle steder end andre. Med det dårligste valgresultat i flere årtier er der optræk til drama, når mandaterne skal fordeles mellem partiets kandidater. Foto: Scanpix


Dramaet er langtfra slut endnu. De kommende dage vil et sandt politisk blodbad udspille sig, når de personlige mandater skal fordeles.

Især Radikale, Venstre, SF og Konservative har blødt vælgere, og her kan selv ikke ministre og toppolitikere vide sig sikre på en plads i det nye Folketing.

Allerede nu kan vi med sikkerhed vinke farvel til politikere som Lars Barfoed (K), Steen Gade (SF), Camilla Hersom (R) og Rosa Lund (EL).

Men flere toppolitikere er lige på vippen.

Radikal gyser

Radikale er med tabet af ni mandater mere end halveret i Folketinget. I København er partiets tre mandater skåret ned til blot et enkelt. Det skal forhenværende socialminister Manu Sareen kæmpe med Ida Auken om.

Samtidig er der lagt op til en sand gyser, når topprofilerne Rasmus Helveg Petersen og Zenia Stampe skal slås om partiets eneste mandat i Sjællands Storkreds.

SF bløder stadig

For SF blev valget det værste for partiet siden 1977. Der er tilmed et muligt formandsskifte under opsejling, idet formand Pia Olsen Dyhr risikerer at miste sit mandat til Özlem Cekic i hovedstaden.

Oveni er "vikaren fra Helvede" Karsten Hønge oppe imod eks-formand Annette Vilhelmsen om partiets ene mandat på Fyn.

Venstres nedtur

Venstre mister 13 mand i folketingsgruppen. Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen slås om et mandat i København, mens Søren Pind er forholdsvist sikker på at komme ind.

Den tidligere tv-vært Morten Løkkegaard, der også stillede op til sidste års europaparlamentsvalg, er heller ikke denne gang sikret en plads på tinge. Han skal slås med Jakob Engel-Schmidt om det ene af partiets to mandater i Københavns Omegns Storkreds.

Konservativt drama

Der er samtidig optræk til et drama af de helt store, når konservative Rasmus Jarlov skal kæmpe mod den flamboyante Mads Holger. Her er Jarlov fortsat favorit, men intet er sikkert endnu.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.