Allerede før NemID blev introduceret for danskerne i 2010 var selv navnet genstand for bred kritik og latterliggørelse. Der er intet “nemt” over NemID, lød kritikken fra danskerne.
Siden har de fleste taget NemID til sig, og i 2016 brugte hele 94 procent af alle danskere mellem 16-89 år NemID.
Men nu skifter det lille papkort navn.
Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelse.
NemID skal nu i stedet hedde MitID.
- Navnet MitID er ikke bare et nyt navn, men varsler en klar forbedring af det nuværende NemID. Vi skal sikre brugerne en mere brugervenlig og mobil løsning og en løsning, som er mere fleksibel end i dag. Det arbejde er godt i gang og har nu også fået et navn, siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen i pressemeddelelsen.
Ifølge administrerende direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, skal den nye udgave af NemID være lettere at navigere i som bruger.
- MitID vil bygge på en teknologisk intuitiv platform, så brugerne også i fremtiden kan leve digitalt uden begrænsninger eller bekymringer, siger han i den samme pressemeddelelse.